Snart røde lygter til NutriFair

Ida Brøgger Hahn, den nye projektleder på NutriFair, kan formentlig se frem til en udsolgt 2022-messe.
Der er massiv interesse fra udstillerne til at komme med til Nutrifairs jubilæumsmesse, der afvikles i uge 3 i 2022.
Det oplyser arrangørerne af den specialiserede husdyrmesse, hvor man i den grad kan mærke interessen for at være med, efter at årets messe måtte aflyses på grund af coronavirus.
- Vi har nu mere end 190 virksomheder, der allerede har reserveret en stand, og der er kun nogle enkelte stande tilbage i hal A. Hvor mange stande vi præcist har tilbage, afhænger af størrelsen af de stande, der bliver booket – men arealmæssigt har vi kun omtrent 15 pct. tilbage, der ikke er solgt endnu, lyder det fra NutriFairs projektleder Ida Brøgger Hahn.
Den foreløbige udstillerliste rummer både gengangere og nye navne indenfor husdyrproduktionen, og Ida Brøgger Hahn ser det som en bekræftelse i, at Covid-19 har lært os, at det forsat er vigtigt, at mødes fysisk:
- Covid-19 har vist os, at der er brug for NutriFair, og at det er ikke alt, der kan løses digitalt. NutriFair er et sted, hvor vi samler de fagfolk fra husdyrproduktionen, som har lyst til at nørde deres fag. Det er en messe, hvor gæster og udstillere har tid til at fordybe sig i den gode, faglige samtale – og det kræver fysisk tilstedeværelse, siger hun.
Messens deltagere er hovedsageligt driftsledere og beslutningstagere inden for husdyrproduktion.