Gelstrupgaard Øko nær Egebjerg i Nordvestsjælland var med til at markere årets Sofari.
Igen i år har der været mulighed for at komme på Sofari, der er et landsdækkende åbent hus-arrangement, hvor man kan opleve det økologiske griseliv. På Sjælland var dørene i den anledning slået op på Gelstrupgaard Øko, der ligger i smukke omgivelser ved Isefjorden.
På gården nær Egebjerg i Nordvestsjælland er der 150 økologiske søer, og der produceres 3.000 slagtegrise om året.
- Vi producerer økologiske grise til det amerikanske marked, hvor der er ekstra strenge regler for produktion af økologisk gris, fortæller Jesper Adler, som er manden bag Gelstrupgaard Øko.
- Jeg forsøger så vidt muligt at købe korn og proteinfoder, der er produceret lokalt her på Sjælland. Det er blandt andet med til at reducere transporten og dermed foderets CO2-aftryk. På en af vores stalde har vi et solcelleanlæg, så vi kan være mere selvforsynende med energi, fortæller Jesper Adler videre.
I forbindelse med Sofari kunne gæsterne på Gelstrupgaard blandt andet få en guidet rundvisning og se hvordan de økologiske grise lever, ligesom der også var mulighed for at få smagsprøver på kød fra gården lavet over bål af naturkok Sander Blom.
Sofari arrangeres i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Friland A/S, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen til Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød).