I 2019 landede det gennemsnitlige driftsresultat for økologiske heltidslandbrug på 0,9 millioner kroner hvilket er udtryk for en betydelig fremgang i forhold til 2018, men dog lavere end resultaterne i 2016 og 2017.

Resultaterne udviklede sig især positivt for landbrug med malkekvæg og planteavl, mens landbrug med økologiske svin havde dårligere resultater - i skarp modsætning til deres konventionelle kollegaer.

Antallet af fuldt omlagte økologiske heltidslandbrug steg i 2019 med 12 procent til 699, samtidig med at antallet af konventionelle brug faldt med 9 procent til 8.096.

Økologien udgjorde dermed 8 procent af landbrugene i 2019. De økologiske heltidslandbrug blev samtidig med 237 ha i gennemsnit 13 procent større i forhold til 2018, mens husdyrholdet forøgedes med 4 procent.

Stor mælkefremgang

Malkekvæg er med 379 bedrifter antalsmæssigt den største delsektor. Det gennemsnitlige driftsresultat for økologiske heltidsbedrifter med malkekvæg steg til knap 1,3 millioner kroner, hvilket var tæt på en fordobling i forhold til året før. Fremgangen skyldes ikke højere priser, da afregningsprisen på mælken faldt med 1,3 øre til 3,36 kr. pr. kg. Det kan især henføres til højere mælkeydelse og en større grovfoderproduktion end i det foregående tørkeår. Den bedste fjerdedel af de økologiske mælkeproducenter havde endog et driftsresultat på godt 3 millioner kr.

Med 45 omlagte heltidsbedrifter er økologisk svineproduktion en niche, som i gennemsnit ikke har været særlig lukrativ i 2018-2019, mens der forud for dette var nogle særdeles gode år. For 2019 blev driftsresultatet i gennemsnit negativt med 0,3 millioner kroner, dog kunne den bedste fjerdedel præstere et driftsresultat på 1,1 millioner kr. Priserne på økologisk svinekød har slet ikke fulgt det konventionelle marked, hvor priserne har været bestemt især af situationen med afrikansk svinepest og bortfald af produktion i for eksempel Kina. De konventionelle svinebedrifter opnåede et gennemsnitligt driftsresultat på 3,6 millioner kroner i 2019.

Der var 131 økologiske bedrifter med planteavl som speciale i 2019, hvor driftsresultatet primært som følge af gode udbytter steg til 0,8 mio. kr., hvilket er det bedste årsresultat Danmarks Statistik har målt (de begyndte i 2008).

Både areal- og resultatmæssigt var der således stor lighed mellem økologiske og konventionelle planteavlsbedrifter i 2019.

Afrikansk svinepest