Jorden indeholder cirka dobbelt så meget kulstof i form af humus, som der findes i atmosfæren i form af CO2. - Kan vi øge landbrugsjordens indhold af humus med blot én procent, kan vi indfri en stor del af hele landets mål om at nedbringe CO2- belastningen. Omvendt vil en nedgang i jordens indhold af humus øge udfordringen med at nedsætte landets samlede CO2- udslip, oplyser Erik Sandal.
Agerjordens kulstofindhold måles hver 10. år i Kvadratnettet.
For at få en samlet opgørelse over indholdet af organisk kulstof i dansk landbrugsjord og samtidig se udviklingen i humusindholdet gennem årene blev der taget jordprøver i kvadrater over hele landet i 1986, 1997, 2009 og senest i 2018. Offentliggørelsen af de seneste målinger er nu på vej.