Vejret – alle talte om det, ingen kunne gøre noget ved det.

I løbet af natten til i går og om morgenen var der nemlig faldet en hel del vand. Bilisterne gjorde klogt i at holde i siden af vejen frem for at forsøge at forcere mudderet ved det afmålte P-areal.

Men stort så det ud, da de i alt 15 såmaskiner stod på rad og række foran de jordstykker, det var planlagt, at de skulle køre i.

Og de mange besøgende fik bestemt også syn for sagn, da de ved hjælp af et båthorn blev gelejdet rundt til alle de 15 såmaskiner, imens repræsentanter fra de forskellige maskiner gjorde deres bedste for at forsøge at fremhæve egenskaberne ved netop denne model.

Maskinkonsulent Søren Geert Jørgensen fra VKST havde fornøjelsen af at byde velkommen foran forsamlingen af folk fra nær og fjern. Derefter tog maskinkonsulent Christian Rabølle over.

- Såmaskiner er et af vores vigtigste værktøjer, for det viser sig gang på gang, at grundlaget, for at vi får et godt udbytte, er, at vi får etableret et godt såbed. Præcist og ensartet. Vi har dyrket jorden i tusindvis af år, og derfor kan man sige, at det ikke burde komme bag på nogen, at det er meget vigtigt. Ikke desto mindre kan man hvert eneste år gå ud i marken og finde arealer, som er sået meget uens. Og så er vi jo fyldt med gode undskyldninger, lyder det fra Christian Rabølle.

Så bedst, ikke billigst

- For at sætte det på spidsen så skal vi så bedst og ikke billigst. Mit udgangspunkt er, at man hellere må investere 60-80 kroner ekstra pr. hektar for noget optimalt og godt, fremfor at så billigst muligt og så tabe 5-8 hektokilo med noget ringe arbejde, lyder rådet fra maskinkonsulenten.

- Udgangspunktet er, at man får valgt det rigtige grej. Så når I gennemgår feltet i dag, så tænk på jeres egne planer og jeres egen strategi. Hvad er det for noget jord, man har, hvad er ens afgrødesammensætning, hvor meget skal vi selv kunne udføre, hvor stor en andel af det, man dyrker, skal der placeres gødning på? Skal vi investere i gødningsplaceringsudstyr? Det er rigtigt for nogle og forkert for andre. Skal vi selv etablere raps en travl dag i august, eller er det noget, vi skal udlicitere, fortæller Christian Rabølle.

VKST’s sådemo 2019 er den tredje maskindemonstration i VKST’s regi. Af de 15 såmaskiner, der var linet op, var der tale om 5 rotorsæt og 10 skiveskær-såmaskiner, og der er fordele og ulemper ved begge typer maskiner, fortæller Christian Rabølle.

- De gamle skrøner om rotorsæt, der lukker til med pakvalser, det er vi også ovre. Der er et bugseret rotorsæt fra Lemken, som ser spændende ud. Det har en god vægtfordeling og en ekstra pakvals inde bagved og med mulighed for gødningsplacering også. De andre rotorsæt er liftophængte. Men i nyere tid er der flere og flere gode løsninger i forhold til at kunne have gødning med i en fronttank, så man kan få sammenblandet gødning og såsæd i en eller anden grad. Så alt i alt er det et godt bud på et moderne såsæt, siger Christian Rabølle, som derefter kommer ind på skiveskær-såmaskinerne, hvoraf flere af dem er seksmetermaskiner.

- De er kendetegnet ved, at de har kæmpe kapacitet og meget såsæd og gødning med. Det er også nogle store maskiner, som kræver store traktorer. Men det er også der, vi skal op for at få den store kapacitet, som mange af os har brug for, lyder det afslutningsvis fra Christian Rabølle.

Om såmaskinerne blev kørt ud i marken senere på dagen, vides ikke.

alexander@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 22 67 55