FRDK fejrer 25-års jubilæum

Onsdag den 12. juni fejrer FRDK, at det er 25 år siden, at foreningen blev stiftet, og inviterer til et stort pløjefri event på Sanderumgaard Gods sydøst for Odense.

Til sommer er det 25 år siden, at Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK (FRDK) blev stiftet på baggrund af en studietur til Tyskland.

- Den daværende landboforening LRØ arrangerede en studietur til blandt andet maskinfabrikanten Horsch og tyske, pløjefri landmænd, og efter det, var både landmænd og konsulenter, der var med på turen, så begejstrede, at de besluttede at stifte en dansk forening med fokus på pløjefri dyrkning, fortæller nuværende formand for foreningen, Henrik Terp og glæder sig over, at foreningen er gået fra de dengang cirka 70 medlemmer til i dag at være cirka 10 gange så stor.

Efterafgrøder til lav FRDK-pris

- Til at begynde med var vi nærmere en slags erfagruppe end en forening. Det var skide spændende, men vi havde ikke meget kommunikation udadtil, lyder det fra formanden.

Ændringen kom, da foreningen tilbød sine medlemmer billigere efterafgrøder.

- Efterafgrøder er en del af vores koncept, når man kører pløjefrit. Men efterafgrøder er dyre, så vi bestemte os for, om ikke vi kunne gøre det billigere for vores medlemmer i indkøb. Det gav pludselig en stor stigning i antal medlemmer, fortæller Henrik Terp med et smil.

Heldigvis er de mange medlemmer blevet, og alle deler de passionen og fællesskabet om den sunde jord og fokus på livet i jorden.

Fagligt tændt

- Man bliver fagligt tændt, når man ser de mange fordele, den pløjefri dyrkning og efterhånden også fokus på regenerativt landbrug giver, ligesom det er en faglig udfordring at tænke det hele ind. Vi vil mere med mindre, siger Henrik Terp og glæder sig til, at Sanderumgaard Gods, hvor han er driftsleder, den 12. juni forhåbentlig skal summe af liv – også over jorden – af de mange gæster, der ønsker at fejre jubilæet og blive fagligt klogere inden for området.

- Vi håber at se mange både kendte og mindre kendte ansigter, når vi inviterer til stort jubilæumsevent med både foredrag og markdemonstrationer blandt andet med vårbyg sået af fire forskellige såmaskiner.

Foredragene spænder fra maskinkonsulent, der fortæller om maskiner til reduceret jordbearbejdning til »Sådan kommer du i gang med pløjefri dykning« og »Lær at elske efterafgrøder«. Faglig ekspert Annette Vibeke Vestergaard fra FRDK fortæller, hvad regenerativt landbrug er og viser endvidere, sammen med kollegaer, rundt i marken med fokus på jordsundhed og etablering.

Udstilling

Der vil være produkt- og maskinudstilling med blandt andet biostimulanter, mikronæringssstoffer og meget andet fra den pløjefri verden.

Det er gratis at deltage, og arrangementet, der foregår i tidsrummet klokken 13-17, er åbent for alle.

Læs også