Det mangeårige samarbejde mellem DLF, DLG og Patriotisk Selskab om markforsøg og den årlige fremvisning blev i sidste uge for første gang afviklet med ny samarbejdspartner – Agro Alliancen ved Egeskov.
Godt 220 landmænd nød en ganske pæn aften i innovationsmarkerne ved Egeskov, da DLF, DLG, Patriotisk Selskab og Agro Alliancen i fællesskab fremviste årets resultater i de forskellige afgrøder på nye arealer.
Avlschef Erling Christoffersen, DLF bød velkommen og lovede en forsøgsmark, der stod flot, dog med en vårbyg der, som de fleste andre steder, har lidt under den megen vand.
Dernæst kunne de mange, der var mødt op, høre mere om både frøgræs, strategi for svampebekæmpelse, sortsvalg i korn, dyrkning og sortsvalg i vinterraps, gødningstyper og strategi samt bekæmpelse af græsukrudt.
Sidstnævnte præsenterede planteavlskonsulent Lasse Schmidt Jespersen, Patriotisk Selskab sammen med Peter Hviid fra Corteva og Jens-Richardt Thyssen fra Bayer.
God effekt at skubbe såtidspunkt
- Der er naturlig fremkomst af rajgræs her i marken, og det er det, vi bruger til at vise den visuelle effekt af såtid og midler, indledte Lasse Schmidt Jespersen.
Hveden er sået henholdsvis den 13. og den 29. september for at illustrere vigtigheden af såtidspunktet.
- Den vigtigste pointe, I skal have med herfra, er, at I kan se, hvad 16 dages forskel i såtidspunkt betyder.
- Vi ser tydeligt, at det har givet en god effekt mod græsukrudtet, at vi har skubbet såtidspunktet 16 dage, fremhævede Lasse Schmidt Jespersen.
Husk den gode efterårsløsning
Peter Hviid, Corteva fremhævede midlet Rexade til bekæmpelse af græsukrudt og understregede vigtigheden af at lave en god efterårsløsning.
Rexade er et nyt og bredspektret ukrudtsmiddel, som, ifølge Peter Hviid, er kendt i forvejen.
- Det er en blanding af Broadway og Zypar, så det er på sin vis Broadway, der er forstærket på den bredde plade, lød det.
- Så vi har den gode græseffekt fra Broadway, men får en væsentligt bredere effekt på det bredbladede ukrudt, fordi vi har Zypar med. Her tænker jeg især på det relativt nye aktivstof Arylex, der løfter effekten betydeligt på blandt andet storke- og hejrenæb, kornblomst, hundepersille og en lang række andre arter, sagde Peter Hviid og fremhævede samtidig fordelen ved, at der med Rexade anvendes en anden type aktivstoffer end de produkter, der er kørt med siden 80’erne.
- Det vil sige, at vi rent resistensmæssigt, kommer med en ny virkningsmekanisme, der kan gøre, at vi skubber resistensen foran os. Bliver vi ved med at bruge de midler, vi har brugt i mange år, så får vi resistens. Vi er nødt til at supplere med noget nyt. Og det har vi her i Rexade, påpegede Peter Hviid.
Mateno Duo Timer og Cossack-vejr
Jens-Richardt Thyssen fra BASF understregede, at det er vigtigt, at man kører lige så snart, at køresporene er synlige, hvilket vil sige i stadie 10-11.
- Der lavede vi en »Mateno Duo Timer« sidste år, som man kan gå ind og følge. Det vil sige, at når vintersæden er sået, så kan man gå ind på Bayers hjemmeside, og notere såtidpunktet og dernæst få en vejledning til, hvornår det er mest optimalt at køre med Mateno Duo og Boxer.
I forsøgsmarkerne er der kørt efter »Mateno Duo Timer« samt hjælpeværktøjet »Cossack-vejr«.
- Der er altid den usikkerhed omkring, hvornår skal man køre, hvornår er temperaturerne optimale til, at man kan køre med Cossack om foråret. Her er værktøjet en stor hjælp.
Jo mindre græsukrudt - jo bedre effekt
Jens-Richardt Thyssen påpeger, at det konkret i forsøgsmarkerne ved Egeskov var Cossack-vejr første gang den 2. marts.
- Da var der gode forhold til at bekæmpe græsukrudt.
- Vi valgte dog at skubbe det til den 20. marts, hvor vi havde Cossack-vejr igen, fordi vi havde den udfordring, at vi ikke kunne køre i markerne, da det regnede hele tiden. Så for at illustrere de forhold, hoppede vi den første gode dag over, og kørte 18 dage senere.
I marken ses det tydeligt, at det har betydet fremspiring af rajgræsset og et behov for, at der var blevet kørt allerede den 2. marts.
- Jo mindre græsukrudtet er, jo bedre effekter får man, lød det fra Jens-Richardt Thyssen.
Et kvantespring
Slutligt fremhævede han Mateno Duo og kaldte det et kvantespring, da det kom på markedet for fire år siden.
- Vi får en rigtig god effekt på græsserne, når vi kombinerer Mateno og Boxer. Det vil sige italiensk rajgræs, agerrævehale, væselhale og en-årig rapgræs samt vindaks, sagde Jens-Richardt Thyssen og mindede om sidste efterår, hvor vi havde den varmeste september i 148 år.
- Jer, der såede tidligt, kunne ikke køre med Boxer, fordi man skal køre, når det er under 15 grader. Det betyder, at Matenoen stadig skal ud, lige så snart køresporene er synlige, og så må man følge op med Boxer, lige så snart, at det er aktuelt.
Gødningsdemo over fire år
Yara præsenterede et sædskifte med vårbyg, vinterbyg og hvede, som skal følges de næste fire år. Formålet her var at påvise, at der skal bruges et balanceret gødningsniveau, hvor der tilføres det, planten frafører.
For at påvise det, var der i de forskellige parceller lavet to gødningsstrategier på tværs af parcellerne. En gødningsstrategi hvor input af fosfor og kalium var i balance med den forventede bortførsel af næringsstofferne og der blev gjort lidt ekstra for at bevare dyrkningssikkerheden. Og en gødningsstrategi hvor der bevidst blev brugt for lidt fosfor og kalium.
- Der er brugt nogle lidt tynde NPK-gødninger eksempel NPK 26-3-4 - »der suger på lappen«, lød det fra chefagronom Jesper Juul Ulnitz.
- Dermed vil jordens fosfortal og kaliumstatus i sædskiftet på sigt falde.
Tydelig forskel i vårbyg
I det balancerede sædskifte var der anvendt YaraMila Starter, YaraMila 21-4-10 med mangan, svovl og bor – altså gødninger, hvor der tilføres lidt flere næringsstoffer.
- Især i vårbygparcellen ser vi visuelle forskelle og 10 kg fosfor i den tynde NPK-gødning (YaraMila 26-3-4), har medført en mindre kraftig vårbyg i forhold til den balancerede løsning med tilførsel af 20 kg fosfor i YaraMila 21-4-10, fremhævede Jesper Juul Ulnitz.