Fremavlerne Dalsgaard og Barsøe ser stærke og sunde hvedesorter som værende afgørende i den økologiske planteavl.
- Som økologisk planteavler er sortsvalget afgørende, og vi går meget målrettet efter sunde og stærke sorter, hvilket for os er de absolut vigtigste parametre, siger Andreas Barsøe.
Han driver landbrug i partnerskab med sin makker, Nikolaj Dalsgaard i selskabet Dalsgaard og Barsøe ved Haderslev.
Dalsgaard og Barsøe omfatter to selskaber, et økologisk og et biodynamisk, og bedrifterne drives med biodynamisk studeproduktion og økologiske slagtekyllinger. Det samlede landbrug omfatter 480 hektar fordelt med 120 hektar økologisk og 360 hektar biodynamisk med dyrkning af afgrøder primært til konsum.
- Det kører helt adskilt af hensyn til kontrol og regler på området, forklarer Andreas Barsøe, der ser store fordele i samarbejdet, makkerskabet og dét at sprede risikoen på flere driftsgrene.
Flot og fyldig
Om det økologiske markbrug fortæller han, at der i indeværende sæson drives 40 hektar med vinterhvede, og at det er med sorten Informer repræsenteret af Nordic Seed.
Dalsgaard og Barsøe er fremavlere for Danish Agro, og i den anledning har økologiproduktkonsulent Allan Hartman, Danish Agro Sjølund, besøgt bedriften.
- Afgrøden står flot, meget ensartet og fyldig, konstaterer Allan Hartman ved et besøg i hvedemarken, der har haft hestebønner som forfrugt.
- Vi såede midt i oktober, og da vi netop gerne vil den sene såning for at undgå for meget ukrudt, er Informer interessant for os, siger Andreas Barsøe og tilføjer, at afgrøden har fået 25 tons gylle samt 15 tons dybstrøelse fra studene, som sammen med græsafgrøder er motoren i sædskiftet. Netop Informers stærke egenskaber med en god modstandsdygtighed overfor svampe, en stærk overvintringsevne og et meget bredt såvindue gør sorten attraktiv til også økologisk dyrkning.
Allan Hartman fremhæver desuden sortens lange strå med god konkurrenceevne overfor ukrudt, dens gode stråstyrke samt ikke mindst, at den er højt ydende med et højt proteinindhold.
Sen såning
Græsukrudt er der ikke meget af i marken.
- En af årsagerne er som nævnt den sene såning og dét, at vi har valgt en sort, som dækker godt af for ukrudt lige fra vækststart i efteråret. Vi arbejder meget aktivt med dette i sædskiftet og planlægger herefter, og vi har aldrig den samme afgrøde to år i streg.
- Og ellers prøver vi jo at være over afgrøden med blindstrigling, radrensning og lugning, hvis det er nødvendigt, men vi vil helst ikke stresse jorden og afgrøden ret meget, vi vil hellere have naturen til at gøre arbejdet for os.
- Havrerødsot har vi ikke haft, lusene var væk, da vi såede, siger Andreas Barsøe og tilføjer, at der som følge af den megen regn i maj er lidt septoria forneden i hveden, men ikke voldsomt.
Udbyttemæssigt forventer han, at den vil give et sted mellem 45 og 50 hkg pr. hektar.
Rettidighed i højsædet
Allan Hartman understreger vigtigheden af at have fremavlere, der hele tiden er over deres afgrøder og ligeledes har optimale forhold til opbevaring.
- Det er vigtigt, vi har nogen, der arbejder seriøst med tingene som her på stedet, hvor vi ser en utrolig flot hvedemark drevet frem i økologisk drift. Her er rettidighed i højsædet, og det er altafgørende, understreger han.
Et landbrug i udvikling
Andreas Barsøe og hans makker er meget opmærksomme på at sprede risikoen på deres landbrug.
- Vi har gang i meget forskelligt, men det trives vi godt med, og vi har fået det stillet rigtigt godt an. Vi foretrækker at drive landbrug på en måde, hvor vi har forskellige produktioner, som vi prøver at få til at spille godt sammen.
- For os er det vigtigt at udnytte synergieffekter, og samtidig vil vi gerne have et landbrug i konstant udvikling, der også prøver at målrette sig dét, der er interesse og efterspørgsel på, siger han.
Dalsgaard og Barsøe I/S
- Andreas Barsøe og Nikolaj Dalsgaard driver sammen Dalsgaard og Barsøe ved Haderslev – et økologisk og biodynamisk partnerskab
- De er sammen om to I/S-landbrugsselskaber, som kører helt adskilt. En økologisk med produktion af 125.000 kyllinger om året og 120 hektar markdrift med udgangspunkt i Skyttegården. Og en biodynamisk med 230 stude og 360 hektar markdrift med udgangspunkt i gården Eliselund
- Kyllingerne sælges til Danpo under brandet De danske Familiegårde. Og studene, som er Holsteinkvæg krydset med kødkvæg, afsættes via en slagter til gourmetrestauranter og hoteller
- Bygninger og jord er lejet og forpagtet
- Alle opgaver i markbruget udføres af dem selv
- De to ejere har været venner, siden de mødte hinanden på agrarøkonom-uddannelsen. Ud over dem selv er der fire ansatte