- Til trods for, at vi efterhånden mangler vand, er der lagt op til en god avl, lyder det fra Lennart Banke, planteavlskonsulent hos Velas og sekretær for foreningen Frøavlerne på Fyn og Langeland, der i løbet at maj måned har fire markvandringer i marker med frø, spinat, purløg og havefrø.

Og det gælder både det eksisterende og det, der er lagt ud nu her i vårbyggen.

- Men det vil da være fint, hvis vi snart kan få noget vand. Så undgår vi, at det bliver for stresset inden for nogle uger.

Pas på med vækstregulering

Han råder til, at man især er påpasselig med vækstreguleringen.

- Der vil være nogle steder, hvor vi helt skal undgå vækstregulering. Og andre steder skal doseringen måske sættes ned og tildeles af to omgange med 14 dages mellemrum, råder han.

Der er ingen fast tommelfingerregel, og man må vurdere situationen fra sted til sted, men ifølge konsulenten, er rødsvinglen mange steder allerede vækstreguleret, hvorimod rajgræsset formentlig har godt af at vente.

- Vi ser de fleste steder, at rajgræsset ikke er så langt, som det plejer at være. Så her betaler lidt tålmodighed sig, lyder det.

Fornuftig overvintring

Optimismen er dog stadig stor i forhold til kommende høst.

- Vi ser en fornuftig overvintring af græsset. Det er derude og står fint. Men vi skal passe på ikke at presse. Der er stadig mulighed for, at vi får vand, der kan hjælpe os med frøsætningen. Så jeg er positiv, lyder det fra Lennart Banke.

Han påpeger, at også spinaten ser godt ud til trods for, at der flere steder kom vand lige efter såning, hvilket resulterede i en nødvendig omsåning.

Balaya frem til 31. maj

Slutligt minder han om, at er der behov for svampesprøjtning med Balaya i frøet, skal man huske, at godkendelsen til brug kun løber frem til 31. maj.

- Det kunne være rart, hvis den godkendelse ikke fulgte en dato, men i stedet nogle væksttrin, men sådan er det desværre ikke, siger Lennart Banke.

Endnu en markvandring

I sidste uge havde Frøavlerne på Fyn og Langeland markvandring ved Troels Pontoppidan ved Fåborg, hvor der blev set på frøgræs, purløg og spinat. Onsdag den 18. maj var der markvandring ved Revninge, og den 24. maj er det endnu muligt, at nå at komme med ved Sulkendrup. Der er tilmelding mandagen inden til Lennart Banke.

 

Planter