Stort chok for maskinstation på Lolland

Simon Ludvigsen, ejer af Døllefjelde Maskinstation, fastslår, at lukningen af ærteproduktion i Danmark er et hårdt slag for maskinstationen.

- Det er omkring én tredjedel af min virksomhed, der med ét slag falder væk. Det er sgu ikke godt, siger ejeren af Døllefjelde Maskinstation, Simon Ludvigsen. Foto: Jørgen P. Jensen I høstsæsonen har Døllefjelde Maskinstation normalt 20-25 ekstra ansatte til at afvikle ærtehøsten i døgndrift. Foto: Jørgen P. Jensen Høstkaravanen af op til seks ærtehøstere med serviceudstyr bliver nu til fortid. Foto: Jørgen P. Jensen

For Døllefjelde Maskinstation på Lolland kom nyheden om lukning af ærteproduktionen i Danmark som et uventet chok.

- Det er omkring én tredjedel af min virksomhed, der med ét slag falder væk. Det er sgu ikke godt, siger ejer Simon Ludvigsen og oplyser, at høsten af grønne ærter sluttede midt i august.

- Det er gået godt. Trods det varme og tørre vejr over 30 grader har vi ikke sprunget nogle arealer over. Der kan ikke være noget at komme efter der.

- Tværtimod døjer man i sydligere lande med over 40 grader og sværere dyrkningssikkerhed. Så jeg forstår ikke, at dyrkningen nu skal flyttes derned.

- Og vi er endda særlig gode til at dyrke de økologiske ærter herhjemme, lyder det med stor frustration fra Simon Ludvigsen.

Men det har dog været sværere at finde avlere til konventionelle ærter på det seneste.

Overflødigt udstyr

Simon Ludvigsen lægger ikke skjul på, at han er rystet over den dårlige besked, der har stor påvirkning på Døllefjelde Maskinstation.

De har i mange år stået for al høst af de knap 2.000 hektar grønne ærter til frost og konserves, som det belgiske firma Ardo A/S har dyrket især i det sydøstlige Danmark.

- Vi har fire til fem mand, der ikke laver andet end at så ærter i maj og juni. Ligesom vi bemander vores seks store ærtehøstere. I selve høsten har vi beskæftiget yderligere 20 til 25 mand udover vores 25 faste medarbejdere, fortæller Simon Ludvigsen.

- Det er et stort tab for os og ikke spændende lige nu. Nu må vi sunde os og se på muligheder i andre maskinstationsopgaver.

Nu skal Simon Ludvigsen i gang med at afvikle de specielle ærtesåmaskiner og ærtehøstere, som har været en stor og central del af maskinstationens udstyr.

- Vi burde være sikret kontraktmæssigt, men alt er så nyt endnu. Vi har også en hel del overflødige traktorer, som jeg ikke umiddelbart får brug for mere, sukker han.

Stopper dyrkning af grønne ærter i Danmark

Den belgiske virksomhed Ardo er en af verdens førende producenter af frosne grøntsager. Siden år 2000 har virksomheden haft ansvaret for ærtefabrikken i Orehoved på Falster.

Her i 2022 har der været dyrket godt 1.700 hektar med grønne ærter hos landmænd på Sjælland og Lolland-Falster.

- Vores lokale fabrik i Orehoved er gammel og nedslidt, og ærtelinjen er nødt til at blive udskiftet. Anlægsinvesteringen ville være på mere end 100 millioner kroner for alt produktionsudstyr, hvilket er en væsentlig investering for en kort ærtesæson, siger Gabrielle Kalkwijk, der er administrerende direktør for Ardo, i en pressemeddelse som begrundelse for lukningen af ærteproduktionen i Danmark.

82 medarbejdere opsiges

Han angiver også, at ærtesæsonen i Danmark er kort. Den varer kun seks til otte uger, og høsten kan være uforudsigelig.

- Som følge af vores intentioner forventer vi, at det vil være nødvendigt at reducere den samlede medarbejdergruppe med cirka 82 personer, siger Gabrielle Kalkwijk.

De 82 medarbejdere, som nu skal opsiges, fordeler sig med 46 ansatte på fabrikken i Orehoved og 36 på virksomhedens lager i Nyborg på Fyn. Som et led i omstillingen skal lageret sælges og lageraktiviteterne outsources, da virksomheden ikke ser det som en del af kerneforretningen.

- Fremefter vil vi så fokusere på lokalt salg, kundeservice, marketing og produktudvikling i Danmark fra en ny og endnu ukendt lokation tæt på eller i Nyborg, siger den administrerende direktør.

/ jpj

Læs også