Gyldensteen Gods på Fyn har lagt om til pløjefri dyrkning for at genopbygge jorden, som gennem mange år har været udpint. Godset er værter for arrangementet Åben Pløjefri Mark den 4. maj.
For tre år siden var der ingen regnorme i jorden på Gyldensteen Gods.
Harven var også nærmest umulig at trække gennem jorden.
- Jorden er langsomt blevet udpint. Halmen blev fjernet, og ploven ødelagde mere og mere, fortæller Andreas Larsen, der er driftsleder for landbruget.
I samarbejde med godsejer Frants Erich Bernstorff-Gyldensteen besluttede han at sætte ploven til side i 2021.