40 fynske frøavlere på sæsonens sidste vandring
Spinat, ærter, chrysanthemum, rajgræs, rødsvingel og hundegræs – ruten kom godt omkring i frøavlen, da Frøavlerforening Fyn og Langeland var på vandring i det østfynske.

Forleden var en flok fynske frøavlere med en vandring i østfynske frømarker. Fotos: Camilla Bønløkke
Onsdag - den sidste aften i maj tilbragte en flok fynske frøavlere med en vandring i østfynske frømarker. Det var Frøavlerforening Fyn og Langeland der afholdt sæsonens tredje og sidste frøvandring. En tur der startede i Øksendrup, gik over Lamdrup, Frørup og Kogsbølle, med afrunding i marker og på avlsgården på Holckenhavn ved Nyborg.

Foreningens formand Arne Vad bød inden turen velkommen til de 40 frøavlere, hvor de fleste også havde deltaget i sæsonens øvrige frøvandringer i foreningen på henholdsvis Langeland og Vestfyn. Herudover var rådgivningen og frøfirmaer repræsenteret ved Kirsten Larsen fra Velas, Carsten H. Jørgensen fra DSV, Per Funch Clausen fra Jensen Seeds og Anders Udsen fra DLF.
Vandmangel
Karavanen, der denne aften snoede sig gennem det østfynske landskab, stoppede ved marker med spinat, ærter, chrysanthemum, rajgræs, rødsvingel og hundegræs og udover den dybere snak om etablering, sygdomme, skadedyr og behandlinger, så undgik den generelle snak for frøavlen ikke også at komme ind på den aktuelle status for vandmangel og de foreløbige konsekvenser som følge af den manglende regn.
Frøgræsset er dermed flere steder stresset, hvorfor frøavlskonsulenterne opfordrede til at være varsom med svampesprøjtningerne. Nogle steder står frøgræsset også lidt tyndt som følge af tørken, hvor manglende frø blandt andet har givet plads til væselhale. Der kan desuden flere steder konstateres en form for naturlig vækstregulering på grund af tørken.
På et stop ved en spinatmark ved Lamdrup blev deltagerne klogere på en afgrøde med en forholdsvis kompliceret etablering. Her var spinaten nemlig sået over tre gange. Først er hunnerne sået den 29. april, 5-8 dage efter er de første hanner så sået, og da de første hanner så kom op, blev de sidste hanner sået – i en tør periode.

Pløjefri etablering
Marken er etableret pløjefrit, hvilket, ifølge Per Funch Clausen, sagtens kan lade sig gøre med de moderne såmaskiner, der køres med i dag.
- Jeg vil sige, sådan et år som i år, hvor vi faktisk har haft det meget koldt og fugtigt i starten, hvor de første, der såede spinat, ligesom sidste år fik en frygtelig masse regn, der har spinaten især i pløjede marker haft besvær med at komme op og komme igennem skorper. Der vil jeg sige, der har de pløjefri faktisk klaret sig lidt bedre, hvis man får rigtig meget regn efter en tidlig såning.
- Den her mark er egentlig etableret rigtig fint, og den er kommet fint op. De først såede hanner, som jo så blev sået efter hunnerne, står også rigtig fint. Vi var henne omkring den 10. maj, da de sidste hanner blev sået, og de er også på vej op. Det er jo egentlig imponerende, for der havde det egentlig været tørt i rigtig lang tid. Så det er den gode jordfugtighed, der gør, at der står en fin spinatmark.
Det er jo egentlig imponerende, for der havde det egentlig været tørt i rigtig lang tid. Så det er den gode jordfugtighed, der gør, at der står en fin spinatmark.
Per Funch Clausen
Jordfugtighed til tops
Per Funch Clausen påpegede endvidere, at det er vigtigt med sådybden i spinat.
- Der er nogen, der mener, at vi skal så i en 3-4 centimeters dybde, fordi det er tørt, så de skal ned i fugtig jord. Det skal de ikke. Det bedste er, at man sørger for at have jordfugtighed helt til tops og så lægge frøene i 2-2,5 centimeter, som vi snakker om. For ellers så har de altså svært ved at komme op.
- Der er lidt forskel på energierne også i de forskellige sorter. Nogle kan jo godt komme op fra 2,5 centimeter og nogle kan altså ikke, så jeg tror, at vi skal lægge os i selen og så i de her 2-2,5 centimeter. Så er det bedre at trykke det hårdt fast, lød det fra Per Funch Clausen, inden karavanen rykkede videre til næste afgrøde.