Af chefkonsulent Anders C. Halberg, Patriotisk Selskab

Tørken i den tidlige sommer har sat sit præg på mange afgrøder. Foruden at forårsage bekymringer for det aktuelle høstudbytte hos en del landmænd, har den også mindet os om prognosen om mere ekstreme vejrforhold i fremtiden.

Det er nu anden gang inden for fem år, at vi oplever en tørke, der vil præge udbytteniveauet negativt i flere afgrøder. Og selvom vi ikke kan spå om fremtiden, er det nok mere relevant end nogensinde at overveje afgrødeforsikringer.

Bundlinjeeffekten af et udbyttetab

Hvis du overvejer at tegne en afgrødeforsikring, bør du kende bundlinjeeffekten af et udbyttetab på din bedrift. Hvor robust er din bedrift ved forskellige udbyttescenarier?

I år har »investeringen« i marken for eksempel været særlig høj på grund af de høje priser på især gødning. Et udbyttetab vil derfor være ekstra dyrt. Heldigvis er de fleste planteavlere godt polstrede efter et rekordår i 2022 og har derfor mere at stå imod med end tidligere. Men sådan ser det måske ikke ud næste år.

Afgrødeforsikringer kan være en fornuftig måde at afbøde de negative konsekvenser af en tørke – eller andre former for ekstreme vejrforhold som for eksempel store mængder regn. Specielt for virksomheder, der ikke er så robuste, eller som dyrker arealer med høje udsving i udbytterne.

Både dyrt at over- og underforsikre sig

For at finde det rigtige niveau for en eventuel forsikring, skal du have styr på din virksomheds driftsøkonomi. Her danner en driftsanalyse af din virksomhed et godt grundlag for at regne på konsekvenserne af et udbyttetab. Hos Patriotisk Selskab hjælper vi dig gerne med analysen.

Når du kender tallene, kan du træffe en velfunderet beslutning om afgrødeforsikringer. Det kan nemlig både være dyrt at over- og underforsikre sig.

Planter