Hos Martin Skamriis Andreasen, blev der i går høstet umodent maltbyg. Ikke af lyst, men af frygt for endnu et år med træk i gødningskvoten for ikke at få efterafgrøderne i jorden til tiden.
- Det er så frustrerende, sådan lyder det fra Martin Skamriis Andreassen, som sammen med sin far Carsten er økologiske planteavlere ved Lønstrup i Vendsyssel.
Høstvejret har i ugevis vist sig fra sin allerbedste side der er bare et problem - kornet er ikke modent. Og om ganske få dage, så kommer fristen for at så efterafgrøder. Er efterafgrøderne ikke sået inden 20. august, så venter et træk i gødningskvoten.
- Jeg var i går ude at kigge på noget vårhvede, der splattede kernerne stadig ud, så det er langt fra modent, forklarer Martin Skamriis Andreasen.
Og hvis ikke der havde været et efterafgrødekrav, havde de to da også bare ventet med at få mejetærskeren i gang, men det tør de ikke.
- Sidste år fik jeg et træk i gødningskvoten, fordi jeg ikke fik sået efterafgrøder inden 20. august. Hvis det sker igen, vil jeg til at skulle aflevere gødning, og det vil slet ikke gå, fortæller han.
Udover planteavlen har han sammen med sin far også kødkvæg og gårdbutik.
Senere høst i Vendsyssel
På ejendommen ved Lønstrup er der i alt 70 hektar med korn og kun 15 procent af dem er lige nu høstet. Og det endda korn med over 20 procent vand.
- Der går altså 14 dage fra man starter høsten i den sydlige del af Jylland, til den starter heroppe. Man hører også hvert år, at nu er bøgen sprunget ud på Fyn og Sjælland, og der har vi jo ingen bøgetræer, der er sprunget ud, siger Martin Skamriis Andreasen
Han har frustreret fulgt både aviser og fjernsyn melde, at nu er høsten slut.
- Men høsten er langt fra slut heroppe. Vi er kun lige begyndt, siger han.
Må indkøbe konventionel halm
Efterafgrødekravet har betydet, at landmanden mandag satte mejetærskeren i gang i en maltbygmark med 7,5 hektar umoden maltbyg.
Maltbyggen er allerede solgt til Løkken Bryghus.
- Men det skal jo tørres, og samtidig skulle vi have brugt halmen selv, men vi var nødt til at snitte det, for det var slet ikke klar. Vi bruger halmen til vores dyr, men har oplevet før, at kalvene får lungebetændelse, hvis halmen ikke er ordentlig. Og det er jo på ingen måder dyrevelfærd, forklarer økologen, som i stedet har måttet indkøbe konventionel halm af en nabo.
Løber panden mod en mur
Martin Skamriis Andreasen føler, at han er løbet panden mod en mur, hver gang han har fortalt om problematikken, for det er ikke bare i år, at kornet ikke er moden, så det kan høstes og marken kan sås med efterafgrøder inden 20. august
- Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det er som om, man ikke har forstået, at høsten heroppe er forsinket, og jeg kan jo ikke søge en dispensation for datokravet, når der har været fint høstvejr, men det har jo heller ikke været problemet. Det som er problemet er, at kornet ikke er modent endnu, lyder det.
Efterafgrøder 10 dage efter høst
Martin Skamriis Andreasen kunne have valgt at køre gennem markerne med en gødningsspreder fyldt med efterafgrøder inden høst, men det er for ham ikke en holdbar løsning.
- Vi har ingen sprøjtespor, fordi vi er økologer, og så vil vi skulle køre kornet ned, og stadig vil der være en stor risiko for, at efterafgrøderne slet ikke kommer, forklarer han.
For Martin Skamriis Andreasen vil en fair løsning være, at efterafgrødekravet ændres, så der tages højde for, at kornet ikke modner samtidig i hele landet.
- Det skal være sådan, at man skal så efterafgrøder senest 10 dage efter man er færdig med at høste, forklarer Marin Skamriis Andreasen.