Miljøstyrelsen giver igen pesticid-dispensation

Kartoffelavlere må i 2022 både bruge sprøjtemidlerne Mizuki og Reglone, efter at Miljøstyrelsen har givet dispensation til det.

Kartoffelavlere må også i 2022 bruge sprøjtemidlet Mizuki til nedvisning af kartofler til lagring, efter at Miljøstyrelsen har givet dispensation til brugen af det.

Det skriver netmediet Økologisk.nu, der henviser til Landbrugsinfo. Dispensationen kommer, da Mizuki indeholder aktivstoffet pyraflufen-ethyl, der ellers er forbudt at bruge i Danmark. Midles bruges til at standse kartoflens vækst, og er med til at gøre kartoflerne mere skindfaste og nemmere at lagre og håndtere.

Tilladelsen er kommet, fordi der ikke findes noget rimeligt alternativ til at bruge pyraflufen-ethyl. det har Institut for Agroøkologi hos Aarhus Universitet (AGRO, red.) vurderet.

-  I deres vurdering har AGRO vurderet kemiske såvel som ikke-kemiske alternativer og konkluderer, at der ikke findes rimelige alternativer til Mizuki til nedvisning af kartofler, der skal ligge på lager, skriver kontorchef Jane Pedersen fra Miljøstyrelsen i en mail til Økologisk Nu.

Dispensationen er den anden, som Miljøstyrelsen har givet til hjælp for kartoffelavlere denne sommer. I slutningen af juni gav styrelsen dispensation til at bruge Reglone med aktivstoffet diquat.
 

Læs også