Landets bedste pløjere samles i Vestsjælland

Med Søgaard ved Gørlev i Vestsjælland som ramme afvikles danmarksmesterskaberne i pløjning den 25. og 26. oktober.

Årets danmarksmesterskaber i pløjning nærmer sig med hastige skridt, og da det afvikles på Søgaard nær Gørlev mellem Slagelse og Kalundborg, er LandboUngdom Region Øst arrangør af DM-stævnet, der senest foregik på Sjælland i 2015 – dengang på Kragerup Gods.   

- Der er altid nogle bump på vejen, når man skal lave sådan et stævne, men der er ikke noget, som er så stort, at vi ikke hurtigt kan klare det, lyder det fra Frank Keinicke Nielsen, som er formand for styregruppen bag DM-stævnet, der løber af stablen fredag den 25. og lørdag den 26. oktober.

Der er lagt rigtig mange timer i arbejdet fra styregruppen, hvor der er en god mavefornemmelse efter et godt og grundigt forarbejde. Frank Keinicke Nielsen roser i den sammenhæng Morten Thorkilsen og de øvrige personer på Søgaard.

Gode forhold på Søgaard

- Vi har fået rigtig gode forhold og arbejdsbetingelser på Søgaard, og det har helt klart lettet vores arbejde. Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med dem, fortæller Frank Keinicke Nielsen.

- Det at kunne trække på de erfaringer, vi har fra 2015, har også gjort nogle opgaver lettere, og det har været godt at arbejde sammen med »kendte ansigter«, tilføjer han.

Under DM-stævnet på Vestsjælland vil en del udstillere også være repræsenteret, og det glæder også arrangørerne, da det givet lidt ekstra liv på pladsen og er et godt afbræk, hvis man undervejs vil se noget andet end pløjning.
 

Stor sponsoropbakning
Det er ikke nemt at holde store stævner som DM i pløjning, og det gør det ikke nemmere, at det hele er baseret på frivilligt foreningsarbejde, hvor det ofte er en hård kamp at holde regnskabet i plus. 
Styregruppen bag dette års DM-stævne kan dog glæde sig over stor støtte fra mange sponsorer og legater.
- F. Engel er hovedsponsor og har sponsoreret jakker til alle vores hjælpere, mens Otto Johansen i Slagelse har sponsoreret huer, så vi kan holde varmen, selv om det skulle blæse eller være koldt, fortæller formanden for styregruppen, Frank Keinicke Nielsen.
Han oplyser videre, at New Holland, Viking og Agromek er guldsponsor, og dertil kommer en del sølv- og bronzesponsorer, landmandssponsorere og udstillere på selve stævnearealet. /jhal

 

Program for DM-stævnet
Tid: Fredag den 25. oktober og lørdag den 26. oktober
Sted: Søgaard, Reersøvej 1, 4281 Gørlev 

Program for fredag
9.15: Velkomst 
9.35-9.50: DM i Skolepløjning – flækning 
10.00-12.20: DM i Skolepløjning – pløjning 
11.10-11.30: LU-pløjere – flækning, stubjord
12.20-15.00: LU-pløjere – pløjning, stubjord 
12.20-14.40: Skolernes heppekor har aktiviteter på pladsen
14.45-14.55: DM i Skolepløjning – pokaloverrækkelse 
17.00: LU-pløjere – Offentliggørelse af dagens resultater

Program for lørdag
9.30: Åbningsceremoni foran hovedbygningen på Søgaard
10.00-12.00: Hestepløjere i aktivitet
10.40-11.00: LU og veteranpløjere – flækning, grønjord. 
11.50-14.30: LU og veteranpløjere – pløjning, grønjord.
12.30-14.30: Hestepløjere i aktivitet
16.30: Pokaloverrækkelse
18.30-01.00: Pløjefest i hallen på Landbrugsskolen Sjælland, Høng

 

Læs også