Heunicke afviser forbud mod eksport af ulovlige pesticider

Miljøminister Magnus Heunicke (S) afviser et dansk eksportforbud for sprøjtemidler forbudt i EU og Danmark. Han vil have en fælles europæisk løsning.

Pesticidproducenter som FMC, bedre kendt som Cheminova, producerer sprøjtemidler, der indeholder stoffet dimethoat, der er forbudt i EU, fordi det blandt andet påvirker nervesystemet hos mennesker. I stedet bliver sprøjtemidlerne brugt i hvedemarker i lande som Bolivia og Parkistan.

Men det skal stoppes, har DR Nyheder tidligere rapporteret. Flere organisationer, både miljø- og landbrugsorganisationer, har udtalt sig til fordel for, at medlemslandene i EU indfører nationale forbud mod produktion af stofferne.

Spørger man miljøminister Magnus Heunicke (S), er det umoralsk at producere sprøjtemidler til lande udenfor EU, når de er forbudt i de 27 EU-lande.

- Det er paradoksalt, at vi har et EU-forbud mod en række farlige sprøjtemidler, men vi fortsat tillader eksport af de samme kemikalier til lande uden for EU, sagde Magnus Heunicke i en pressemeddelelse tidligere på året.

Han tilføjede, at det for ham var vigtigt, at mennesker og miljøet i lande udenfor EU bliver udsat for farlige stoffer, man ikke vil tillade her i landet. Ved samme lejlighed kaldte han den nuværende praksis uforsvarlig og uetisk.

- Derfor mener jeg, at vi skal have sat en stopper for eksporten, slog Heunicke fast, og meddelte, at han ved et ministerrådsmøde i EU i sidste måned ville drøfte sagen.

Vil have forbud i Danmark

Udtalelsen fik kort tid efter SF's landbrugs- og miljøordfører Carl Valentin til tasterne.

I to spørgsmål til miljøministeren ville SF'eren både vide, hvordan Danmark ikke straks indførte et forbud mod eksporten af sprøjtemidlerne, og om ministeren havde planer om at annullere de dispensationer, som Miljøstyrelsen har givet til brug af sprøjtemidler, der ikke er godkendt i EU i Danmark..

Men i sine svar peger miljøministeren på, at det vil være mest effektivt med et forbud, der gælder hele EU.

- Mens vi arbejder for et effektivt EU-forbud, så har jeg igangsat et arbejde med at afsøge mulighederne for et eventuelt nationalt forbud, herunder om det vil være tilstrækkeligt effektivt, skriver Magnus Heunicke.

Mens vi arbejder for et effektivt EU-forbud, så har jeg igangsat et arbejde med at afsøge mulighederne for et eventuelt nationalt forbud

Magnus Heunicke (S), miljøminister - i et svar til Folketinget

Kan være nytteløst

Ifølge Heunicke kan et dansk forbud vise sig at være nytteløst, fordi producenter vil kunne eksportere midlerne til andre EU-lande uden et forbud, og derfra ud af EU.

Desuden er der forskel på brugen af et sprøjtemiddel i Danmark og i et land udenfor EU, mener miljøministeren.

- Når der eksporteres stoffer, som er vurderet at kunne udgøre en risiko for sundhed eller miljø, til lande uden for EU, så er der ikke garanti for, at de anvendes på en sikker måde i andre lande, skriver ministeren i sit svar.

Det hører med til historien, at Danmark kan bruge et middel i særlige tilfælde, hvis man kan godtgøre, at det bliver brugt sikkert, f.eks. ved at bruge en lille mængde eller kun bruge det i særlige tilfælde.

Noget andet i Danmark

Og derfor er der heller ikke et forbud mod brugen af midlerne i Danmark, lyder det fra miljøministeren.

- Når Miljøstyrelsen giver dispensation til et sprøjtemiddel i Danmark, sker det efter en omfattende risikovurdering, og der kan kun gives dispensation, hvis den konkrete anvendelse, der er søgt dispensation til, er vist sikker for mennesker og miljø, skriver ministeren og slutter:

- En sådan anvendelse vil ikke være den samme som den, der har ført til et forbud mod stoffet i EU.

Læs også