Stor opbakning til nyvalgt formand for Centrovice
Onsdag var knap 200 medlemmer samlet til generalforsamling og valg af ny formand i L&F Centrovice. Lars Iversen blev valgt uden modkandidater. Han understreger, at han glæder sig til at varetage medlemmernes interesser i en for landbruget spændende, men også afgørende vigtig tid.

Lars Iversen er ny formand for L&F Centrovice. Foto: Kommpress
Den nye mand i spidsen for L&F Centrovice bliver foreningens hidtidige næstformand, Lars Iversen. Ved siden af arbejdet i L&F Centrovice driver Lars Iversen et landbrug med 300 malkekøer ved Stensby på Nordfyn.
Lars Iversen har siddet i foreningens bestyrelse siden midten af 00’erne, og det er derfor en særdeles erfaren mand, der indtager posten som ny formand.
- Jeg er utrolig glad og meget ydmyg over den flotte opbakning. Jeg har siddet otte år som næstformand, og vi er i den tid lykkedes med at få skabt et fantastisk godt fundament, som jeg som ny formand glæder mig meget til at bygge videre på, siger Lars Iversen.
Grøn trepart øverst på dagsordenen
Den nye bestyrelse kommer da også under Lars Iversens formandskab til fortsat at fokusere alle kræfter på den meget store udfordring, som fynsk landbrug står overfor i forhold til arbejdet med den grønne trepart.
En opgave, som den nye formand mener, er velbeskrevet.
- Vi skal lykkes med den grønne trepart, som jo lige nu er det altoverskyggende tema for alle, der har med landbrug at gøre. Det er en bunden opgave, og jeg anser det for min og den nyvalgte bestyrelses absolut vigtigste opgave at komme i mål på en måde, så vi sikrer rammerne for en stærk fødevareproduktion i fremtiden, siger Lars Iversen og tilføjer:
- Det er afgørende, at vi har en sund og veldrevet fødevaresektor i Danmark. Vi er så utrolig dygtige til det, vi laver, og vi bidrager ikke bare med gode danskproducerede fødevarer, men også med innovation og arbejdspladser i alle dele af landet. Det skal vi holde fast i.
Sideløbende med selve arbejdet med de lokale treparter ser den nye formand også en stor opgave i at få klædt foreningens medlemmer endnu bedre på med den viden og indsigt, som er nødvendig for, at den enkelte bedrift kan høste mulighederne i trepartsaftalerne.
Dyrevelfærd - et af flere vigtige arbejdsområder
Selvom den grønne trepart lige nu kræver et stærkt strategisk fokus og mange timer omkring mødebordene, er der også andre temaer, som den nyvalgte formand mener, det er vigtigt fortsat at arbejde løsningsorienteret med.
Her bliver særligt spørgsmålet om dyrevelfærd i de fynske stalde et indsatsområde under den nyvalgte formand.
- Vi er ikke i mål på dyrevelfærd. Vi skal tage ansvar i landbruget og arbejde videre med de her problemstillinger, og det gør vi blandt andet ved hele tiden at arbejde med vores produktionsformer, siger Lars Iversen.
