- Det er en kompleks proces, som vi forsøger at gøre så hurtig som mulig. Det er vigtigt for mig, at vi overholder alle love og regler – både i Danmark og i EU. Både vi og Fødevarestyrelsen knokler en vis del ud af bukserne, for at minkavlernes betaling kommer ud så hurtigt som muligt.

Sådan lød det i denne uge i et skriftligt svar fra fødevareminister Rasmus Prehn til TV Syd i anledning af, at de godt 1.000 minkavlere, der har aflivet samtlige mink i Danmark, endnu ikke har fået nogen af de penge, de er blevet stillet i udsigt. 

Men forklaringen om, at udbetalingerne trækker ud, blandt andet fordi det først skal godkendes i EU-systemet med hensyn til EU-regler om statsstøtte, holder ikke.

Det siger fødevareordfører hos Dansk Folkeparti, Lise Bech. 

- Det er helt grotesk, når Mette Frederiksen bliver spurgt til erstatning til minkavlerne på et pressemøde, og hun så siger, at det først skal over EU. For vi har fået bekræftet, at EU har godkendt den måde, det skal foregå på. Så det passer simpelthen ikke, hvad hun står og siger på det pressemøde, siger Lise Bech til Effektivt Landbrug.

Godkendt af EU-chefen

Ifølge DF-politikeren skulle bonusordningerne være godkendt fra højeste sted i form af formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen.

- Vi ved, at der er blevet spurgt til det hos von der Leyen, og hun har sagt, at det er en helt ekstraordinær situation, og derfor har de ageret hurtigt. Så derfor ved vi, at det er i orden, siger Lise Bech.

Hun betegner situationen omkring de manglende udbetalinger som »forfærdelig«.

- Helt fra starten af har vi jo bedt om, at man udbetalte et a contobeløb i forbindelse med tempobonusen, for skind og så videre. Man kunne jo bare have valgt at udbetale 75 procent af pengene i første omgang, siger hun.

Tage Pedersen oprørt

Formand for Danske Pelsdyravlere, Tage Pedersen, er på linje omkring det kritisable i at inddrage EU-hensyn til den manglende udbetaling af de forskellige bonusser, der blev vedtaget i Folketinget den 21. december. 

- De skal ikke bruge EU som undskyldning for manglende udbetalinger for udført arbejde. Det har intet med dem at gøre. Det er regeringen, der har sløset. Der er masser af avlere, der har indsendt regninger for udført arbejde, som Fødevarestyrelsen bad os om at udføre, da de ikke kunne nå at aflive alle mink selv. Det er simpelthen dårligt arbejde fra regeringens side, siger en oprørt Tage Pedersen til TV Syd.

Overvejer nye skridt

Forløbet omkring de manglende betalinger får nu Lise Bech til at overveje at tage nye skridt i sagen, blandt andet et beslutningsforslag om at gøre nogle af pengene tilgængelige ved hjælp af et beslutningsforslag i Folketinget.

- Vi er da nødt til at gøre alt, hvad vi kan. Så må vi lave et beslutningsforslag, der siger, at der skal udbetales nogle penge til minkavlerne. Bare et eller andet. Det er så svært at agere i, fordi hvad er undskyldningen for ikke at gøre det? Det er hovedrystende, siger Lise Bech.

Forhandlinger på vej?

På tirsdagens pressemøde sagde statsminister Mette Frederiksen, at man rent politisk set ikke var et sted, »hvor vi kan sætte det sidste punktum i de politiske forhandlinger«. Men hvis der er forhandlinger i gang, så er det i givet fald uden deltagelse fra DF, fortæller Lise Bech.

- Vi er i hvert fald ikke blevet indkaldt til nogen forhandlinger. Jeg havde faktisk forventet, at vi ville blive indkaldt til forhandlinger inden julen, men det skete jo ikke. Vi har jo ikke hørt noget som helst fra regeringen i lang tid, og det er dybt kritisabelt, siger fødevareordføreren fra DF til Effektivt Landbrug.

Det hører med til historien, at forhandlingerne om kompensation til minkavlerne foregår i Erhvervsministeriet. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er imidlertid syg, og derfor er opgaven lagt i hænderne på fungerende erhvervsminister Morten Bødsgaard (S). 

- Det er et problem

Også fødevareordfører hos De Konservative, Mona Juul, undrer sig over den manglende forhandlingsaktivitet.

- Vi startede med at forhandle med en erhvervs- og en fødevareminister, så kommer der en ny fødevareminister, og så bliver forhandlingerne flyttet over i Finansministeriet, hvor det så ikke er den normale finansminister (Nicolai Wammen, red.), men Morten Bødskov, siger Mona Juhl til Avisen Danmark. 

Det er et problem, når man flytter rundt på forhandlingerne. Der er nogle ting, som kan gå tabt, når man flytter fra det ene ministerium til det andet, siger hun.

- Jeg ved ikke, om det har spillet ind, da vi forhandlede med Bødskov op mod jul, men jeg må bare konstatere, at vi ikke kunne lande en aftale om erstatning til minkavlerne. Jeg begriber ikke, hvorfor vi ikke kan komme videre med forhandlingerne om den kompensation, tilføjer hun.

Morten Bødsgaard siger til Avisen Danmark, at der er forhandlinger i gang, men at »der er andre partier i Folketinget«.

henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66 

MinksagenPolitik