Står det til fødevareminister Rasmus Prehn (S), så kan landbruget godt få den »second opinion« på kvælstofmåltallet, som erhvervet efterspørger. Han henviser også til, at der er nye opdaterede måltal på vej fra Miljøministeriet.
Siden DCE ved Aarhus Universitet i december meldte en række nye tal ud for målbelastningen fra kvælstof til vandmiljøet i Danmark, så har et stort ønske for landbruget været, at man får andre øjne til at kigge på det.
I Aarhus-forskernes basisscenarie skal målbelastningen ned på en maksimal udledning på 36.600 tons kvælstof for, at vandmiljøet kan komme i god økologisk tilstand. Det er fuldstændig urealistisk, har det lydt igen og igen fra landbruget.
Regeringen har hidtil afvist ønsket om en »second opinion«. Det gjorde miljøminister Lea Wermelin (S) for under tre uger siden, da regeringen præsenterede sit landbrugsudspil.
Kommer opdaterede tal
Noget tyder dog på, at man internt i regeringen ikke er helt enige, hvad angår en »second opinion«. Fødevareminister Rasmus Prehn (S), som Effektivt Landbrug mødte mandag under et bedriftsbesøg hos Centrovice-formand Torben Povlsen, fortæller nemlig, at for hans skyld vil det ikke skade at få andre øjne til at gennemgå de beregninger, som ligger til grund for kvælstomåltallet.
- Jamen, det er noget af det, som vi forhandler om nu med nogle af de andre partier, som synes, at vi skal have »second opinion«.
- Og her er der også det ved det, at vi havde det her måltal (for kvæsltofudledningen, red.), og nu har Miljøministeriet regnet på det igen, og kommer nu frem mod nogle andre tal. Så der er jo lidt usikkerhed om de her ting. Jeg tænker, at man da godt kan få lavet nogle konsoliderende beregninger.
- Men skal jeg gøre det, så skal jeg have opbakning i forligskredsen, og det sidder vi og forhandler om nu, siger Rasmus Prehn med henvisning til de igangværende klima- og miljøforhandlinger på Christiansborg.
Miljøminister afviser alt om »second opinion« på kvælstofmål
Endnu ikke offentliggjorte tal
De nye opdaterede måltal, som ministeren henviser til, og som Miljøministeriet har regnet på, er endnu ikke offentliggjort. Ifølge Effektivt Landbrugs oplysninger vil måltallene for nogle vandoplande blive ændret væsentligt både den ene og den anden vej.
- Der er nogle, der synes, at vi bare skal tage det tal (36.600 tons, red.), som vi har nu, og så bare presse det igennem hurtigst muligt. Hellere i dag end i morgen. Det er rigtig meget rød blok, og så har vi blå blok, som siger, at vi skal passe meget på, og de vil have regnet på det igen.
- Her skal vi have fundet et kompromis, hvor vi gør noget, som både er rigtig godt for vandmiljøet, men som heller ikke presser landbruget ud i alt for store problemer. Vi skal heller ikke bagefter komme til at opdage, at vi har gjort alt for meget. Og meget mere end nødvendigt. Her kunne det måske være meget rart at have nogle tal, som man er helt sikker på, er de rigtige, siger Rasmus Prehn.
Har været positiv tidligere
Det er ikke nyt, at fødevareministeren har meldt ud, at for ham gør det ikke noget, hvis man laver en »second opinion« på måltallet. Det gjorde han faktisk også som helt ny minister for mere end fem måneder siden, da SLF holdt sin Nytårskur. Det skrev Landbrugsavisen blandt andet.
Siden da har miljøministeren afvist en »second opinion« flere gange.
For tre uger siden sagde Lea Wermelin (S) til Effektivt Landbrug, da regeringen fremlagde sit landbrugsudspil, at hun ikke tvivler på Aarhus Universitets tal.
- I forbindelse med landbrugspakken (fra blå blok i 2015, red.), der fik man lavet en international gennemgang af det faglige grundlag. Her blev det jo i virkeligheden konkluderet, at måden, vi gør det i Danmark, er på et solidt fagligt grundlag, sagde hun
Skal fungere for landbruget
Fra Rasmus Prehn lyder det, at han dog står fuldstændig ved, hvad han sagde tilbage i januar til SLF’s nytårskur.
- Jeg har fået noget kritik for det, men jeg har også fået ros for det. Og det er et billede af, at der er delte meninger. Og her er det min opgave at strikke noget sammen, som flest mulige kan være i. Sådan så der er en bred opbakning til, at vi kan få konsolideret de tal. Vi skal have en køreplan, som folk kan være i, så vi både kommer i mål med et bedre vandmiljø, men også på en måde, så det fungerer for landbruget, siger Rasmus Prehn.
Enormt vigtigt med »second opinion«
Fra formand i Centrovice, Torben Povlsen, som fødevareministeren mandag besøgte, lyder det, at en »second opinion« står enormt højt på ønskelisten.
- Der kommer jo hele tiden ny viden, og nu har ministeren i dag sagt, at der er kommet et nyt kort, som vi ikke har set endnu (omkring måltallene, red.). Er det kort diametralt modsat, end hvad vi har set tidligere, så er det enormt vigtigt, at vi får den »second opinion«, siger han.
Han fortæller, at han er glad for fødevareministerens seneste melding, mens han undrer sig over miljøministerens hidtidige afvisninger af en »second opinion«.
- Det må være fordi, der er noget viden, som hun ikke ønsker at få frem, siger han.
Fra Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen lyder det, at det er vigtigt, at der kommer »andre, uafhængige forskere« til at kigge på det.
- Det, det handler om, er at få nogle realistiske løsninger på bordet. Sådan så man kan passe godt på vandmiljøet, men stadigvæk drive landbrug, siger han.