Regeringen begravede fornuften sammen med minkene

Ifølge lovgivning skal minkfarmene synes, selvom staldbygningerne i dag kun huser tomme bure. Arkivfoto

Af Asger Christensen, medlem af Europa-Parlamentet, Venstre

Forleden fik flere minkavlere beskeden om, at deres farme skal miljøtilsynes. På trods af, at minkene for længst er begravet – og for den sags skyld gravet op igen.

Ifølge lovgivning skal minkfarmene nemlig synes, selvom staldbygningerne i dag kun huser tomme bure. Beskeden kommer otte måneder efter, regeringen slagtede hele minkbranchen.

Konkret skal miljøtilsynene dreje sig om miljøforhold, der ikke er direkte relateret til minkene. Det vil sige det tomme inventar og bure, som står tilbage. Det er helt galimatias.

Selv kommunen erkender, at vi kan antage, at de miljømæssige forhold som udgangspunkt er i orden. Men lovgivningen siger, at gårdene alligevel skal synes, selvom bedrifterne lukkede og slukkede i november sidste år.

Alt imens kommunerne planlægger at rejse rundt og se på tomme minkfarme, fosser kloakvand ud i havet i storbyerne hver gang, det regner lidt for meget. Kommunerne og Miljøstyrelsen skulle se at få stoppet kloakoverløb, som forurener vandmiljøet i storbyerne, frem for at bruge tiden på at syne øde farme.

For selvfølgelig skal vi gøre en indsats for miljøet. Men fornuften blev tydeligvis begravet sammen med minkene.

I mine øjne er beslutningen om at syne tomme minkfarme noget bureaukratisk bøvl. Jeg håber, at Miljøminister, Lea Wermelin, vil tage affære og bruge ressourcerne der, hvor det gavner vores miljø mest. For miljøet skal vi værne om.

Og så skal vi hjælpe vores hårdtarbejdende minkavlere og deres familier videre ved at få opgjort deres erstatning i en fart frem for at læsse papirarbejde af.

Læs også

Forening holder møde om indsatsplaner
Kommissær lover hjælp til landmænd i vestlige Europa
Ny »randzonelov« på vej ind ad bagdøren
Agerskovgruppen: Glyphosat-forslag er en hån mod miljø- og klimabeskyttelse
BL-formand: - Der er brug for mere åbenhed hos os landmænd
Raser over dommen fra Egedal: - 100.000 kroner er ikke en fuld og hel erstatning