Minkavlernes formand: - Vi finder os ikke i mere

- Man må spørge, hvilke motiver, ministeren kan have haft med at holde Folketinget og minkavlere hen med snak, og nu tilmed en direkte usandhed, lyder det fra en rasende formand for minkavlerne, efter at fødevareminister Rasmus Prehn (S) nu får en mundtlig vurdering fra SSI vedrørende muligheden for at starte minkproduktion i Danmark igen.

Tage Pedersen, der er formand for de godt 1.100 danske minkavlere, har fået nok. Den vigtige, nye risikorapport fra SSI, som de politiske partier er blevet lovet som led i beslutningen om mulighed for at åbne for minkavl i 2022 eller ej, er slet ikke blevet bestilt. Det er blevet afsløret her til morgen. Og fødevareminister Rasmus Prehn forsøger oveni købet at trække i land med en alt for sen og utilstrækkelig »mundtlig redegørelse« fra SSI.

- Jeg er lamslået over den lemfældige måde, Rasmus Prehn behandler minkavlerne og de politiske partier på. Han og hans ministerium har holdt os alle for nar. Mens tiden løber ud for de ganske få avlere, der håber at kunne starte deres produktion op igen. Man har budt erhvervet de mest uhyrlige ting siden tvangslukningen i november sidste år. Og her kommer der så igen igen en ny skandale oveni den allerede i forvejen store samlede minkskandale, siger Tage Pedersen.

- Allerede i august var det ved at være sidste udkald, hvis avlerne overhovedet skulle have en chance for at købe nye avlsdyr i udlandet og sikre foderforsyning til dem. Og derfor efterlyste jeg i kraftige vendinger en klar melding fra regeringen, om hvorvidt de få af vores medlemmer, der måtte ønske det, vil kunne producere igen i 2022 eller ikke. Lige siden er der blevet stillet en opdateret risikovurdering i udsigt. Også overfor Folketinget.  Men det passer åbenbart ikke, og det er jeg rent ud sagt rasende over, siger Tage Pedersen.

- Man må spørge, hvilke motiver, ministeren kan have haft med at holde Folketinget og minkavlere hen med snak, og nu tilmed en direkte usandhed? Hele forløbet om nedlukningen af det danske minkerhverv har været skandaløst og håbløst håndteret. Der har været skandale efter skandale. Det er på tide, at statsministeren nu igen selv må have fat i denne sag og sætte tingene på plads, siger minkavlernes formand, Tage Pedersen.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også