Landbrug & Fødevarer undskylder forløb om krænkelser i DanBred

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer leverer en »uforbeholden undskyldning« for organisationens ageren i forbindelse med krænkelsessagerne i selskabet DanBred, som Landbrug & Fødevarer ejer 51 procent af.

- Vores CEO Anne Arhnung er i væsentlig grad blevet personificeret med sagen og dens håndtering, hvilket er unfair, da håndteringen er hele ledelsens ansvar, lyder det fra Søren Søndergaard. Foto: Morten Ipsen

Landbrug & Fødevarers fællesformandskab og direktion præsenterer på baggrund af sagen om håndteringen af krænkelserne i DanBred en række konkrete tiltag, som blandt andet skal sikre konsekvenser, hvis god selskabsledelse ikke efterleves i eksterne selskaber, organisationen er medejer af.

I forlængelse af den seneste tids afdækning af forholdene hos DanBred vurderer Landbrug & Fødevarers ledelse, at det er nødvendigt med en række konkrete tiltag for at sikre kulturen på tværs af bestyrelser og i foreningsarbejdet fremadrettet for at genoprette tilliden.

- Jeg vil gerne sige rent ud, at vi har meget at undskylde over for de krænkede kvinder, resten af DanBreds medarbejdere, vores medlemmer og vores omverden. Det samme gælder medarbejderne i Landbrug & Fødevarer. Vi har hverken ageret ordentligt eller rettidigt som hovedejer af DanBred, siden vi blev bekendt med de første sager i sommer. Vores CEO Anne Arhnung er i væsentlig grad blevet personificeret med sagen og dens håndtering, hvilket er unfair, da håndteringen er hele ledelsens ansvar. Vi har alle lært meget af denne sag og kommer nu med flere initiativer, som vil få stor betydning, lyder det fra formanden i Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard.

- Der kommer hele tiden flere og nye informationer, og det er selvfølgelig op til hver enkelt, om de vil dele deres historier. Jeg synes ikke, at det ville være ordentligt af mig at udtale mig om detaljer i nogen af sagerne om krænkelser. Jeg vil blot sige, at med det samlede billede, der tegner sig, så ville jeg ønske, at vi havde reageret langt tidligere. I stedet blev vi desværre medvirkende til at fjerne den tillid og tryghed, der bør være for enhver, der rækker ud efter hjælp. Jeg vil garantere, at vi vil gøre vores yderste som medejere af DanBred for, at alle sager fremover vil blive håndteret rigtigt, tilføjer han.

Værdisæt for ejerskab

På baggrund af DanBred-sagen iværksætter Landbrug & Fødevarer en række konkrete tiltag for at arbejde med den valgte ledelse og kulturen, både i selve L&F og i de selskaber og foreninger, hvor L&F har et medansvar.

- Jeg er tilfreds med, at den adm. direktør ikke længere er i DanBred, ligesom det er rigtigt, at der nu er en ny bestyrelse, som har fået til opgave at genoprette tilliden og sikre et sundt arbejdsmiljø i samarbejde med en ny direktion. Det arbejde kommer vi til at følge meget tæt i den kommende tid. For Landbrug & Fødevarer har vi en vigtig opgave foran os med både at fastholde et stærkt medlemsdemokrati og sikre den rette diversitet i vores bestyrelser. Vi kommer til at se hele vejen rundt - på kultur, kompetencer og governance, afslutter Søren Søndergaard.

L&F’s nye initiativer

De omtalte initiativer fra Landbrug & Fødevarer drejer sig blandt andet om:

  • Der bliver sat fokus på den nødvendige diversitet i bestyrelserne. Landbrug & Fødevarer er en forening med en stærk folkevalgt forankring, og sådan skal det fortsat være. Men der er behov for mere åbenhed over for omverdenen. L&F initierer derfor en meget omfattende proces, hvor der med ekstern ekspertbistand sættes spot på bestyrelserne og behov for kompetencer nu og i fremtiden. På tværs af Landbrug & Fødevarer tilstræbes tilstrækkelig diversitet, så der ved bestyrelsesbordene er optimal diversitet i forhold til kompetencer, køn, alder og erfaringer.

  • Herudover har Fællesformandskabet udarbejdet et såkaldt ”værdisæt for ejerskaber”, der nu sættes til drøftelse i organisationens bestyrelser. Værdisættet gør det klart, at Landbrug & Fødevarers syn på god selskabsledelse skal efterleves. Ved mistanke om non-compliance skal Landbrug & Fødevarer have adgang til at forestå afdækning af forholdene og på forhånd have medejernes opbakning til at gennemføre de relevante beslutninger. Tilgangen er, at Landbrug & Fødevarer i yderste konsekvens må afvikle sit ejerskab, hvis der ikke i en ejerkreds kan opnås opbakning hertil.

  • Internt i Landbrug & Fødevarer har der på foranledning af den adm. direktør været gennemført kvartalsvise trivselsmålinger siden efteråret 2019. Landbrug & Fødevarer gennemfører aktuelt en trivselsmåling blandt alle ansatte for at have opdateret viden om trivsel i organisationen. Eksterne rådgivere medvirker ved vurdering og håndtering af de henvendelser, målingen måtte afstedkomme, samt eventuelle personlige henvendelser.

  • Landbrug & Fødevarers adm. direktør har yderligere besluttet at indgå aftale om ekstern ekspertgennemgang (Arbejdsmiljøcenteret) af processer og politikker på arbejdet med trivsel i organisationen for at gardere imod eventuelle »blinde pletter«.

Læs også