Delte meninger om Venstre-kurs

Den kurs, som både Anders Fogh Rasmussen og Jacob Ellemann-Jensen slog ind på under weekendens årsmøde i Venstre, fortsætter med at skille vandene i den borgerlige del af Folketinget.

Weekendens V-udmelding får en kølig modtagelse hos formand for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg. Hendes parti er som det eneste ikke længere en del af regeringsforhandlingerne. Arkivfoto: Henriette Lemvig Det var på weekendens årsmøde i Venstre, at formand Jacob Ellemann-Jensen nærmede sig Socialdemokratiet. Arkivfoto

Skal Venstre være en del af en regering med Socialdemokratiet? Det kan langt fra udelukkes, selv om ideen blev kategorisk afvist af Jacob Ellemann-Jensen under valgkampen.

- Så længe der er et markant rødt og lilla flertal i Danmark bestående af venstrefløjen og Moderaterne, skal Venstre orientere sig mod de partier, som ønsker at påvirke udviklingen af Danmark. Det skal vi gøre ved at søge kompromiset i stedet for at lægge armene over kors i en opposition, der ikke har mandaterne med sig, sagde Jacob Ellemann-Jensen på Venstres årsmøde i Herning i weekenden, og fortsatte:

- Hvis Socialdemokratiet sammen med Venstre vil definere, hvad der er det bedste at gøre for Danmark, ikke bare de næste fire år, men i forhold til de næste 10 eller 20 år, ja så skal vi tænke os rigtig godt om. Så skal vi overveje grundigt, hvordan vi vil være med, sagde Venstre-formanden ifølge Berlingske.

Han understregede i sin tale, at det er væsentligt, at en socialdemokratisk regering forpligter sig til at gennemføre reformer, der kan fremtidssikre Danmark.

En blandet modtagelse

Udmeldingen har fået en kølig modtagelse fra blandt andre Ellemanns tidligere næstformand, Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne.

- Det er tilsyneladende sådan, at Jakob Ellemann hellere vil være i en regering med Mette Frederiksen som statsminister, end at han vil være en del af den blå opposition, sagde hun tirsdag ifølge DR Nyheder til Ritzau.

Men en regering hen over midten har ikke kun støtte i Venstretoppen. Det gælder også visse steder i baglandet, blandt andet fra Søren Kristensen, formand for landboforeningen Vestjysk og medlem af Venstre. 

Kan blive en nødvendighed

Han siger til TV Midt/Vest, at det vil blive en nødvendighed med et sådant samarbejde for at få løst nutidige og fremtidige udfordringer. 

- Det er ikke fordi, jeg er blevet mere socialdemokratisk, men det, jeg har brug for, er, at vi har en regering, som vil Danmark. Jeg bor i Ringkøbing-Skjern Kommune, og det er her, vi producerer en stor del af fødevarerne til Danmark og Europa, så det er vigtigt, at vi stadig kan producere og have vores arbejdspladser, og det tror jeg kun på, at vi kan ved at sidde med ved bordet, siger han til TV-stationen.

Vælgerne ser umiddelbart heller ikke ud til at være skræmte af tanken om en SV-regering. I en ny meningsmåling, som Voxmeter udgav mandag, gik både Socialdemokratiet og Venstre frem. Soecialdemokraterne står i målingen til 28,3 procent af stemmerne mod 27,5 ved valget, mens Venstre står til 14,1 procent mod 13,3 ved valget.
 


 

Læs også