Langt de fleste ulve befinder sig uden for ulvezonerne

Hovedparten af ulvene i Danmark befinder sig uden for de områder, hvor man kan søge om tilskud til ulvesikrede hegn.

Af de 29 ulve, der er i Danmark på nuværende tidspunkt, befinder langt hovedparten sig uden for de såkaldte ulvezoner, hvor man kan søge om tilskud til ulvesikrede hegn.

Det fremgår af et svar fra miljøminister Magnus Heunicke (S) til Folketinget.

- De 29 danske ulve udgøres af 14 territoriehævdende ulve og 15 strejfulve. Af de 14 territoriehævdende ulve befinder fem ulve sig inden for de områder, hvor der kan søges om tilskud til ulvesikrede hegn, mens ni ulve befinder sig uden for disse områder. Af de 15 strejfulve vurderes hovedparten at befinde sig uden for de tilskudsberettigede områder, hedder det.

I 2022 fandt hele 25 ud af de i alt 32 ulveangreb på husdyr sted uden for de tilskudsberettigede områder. 161 husdyr blev angrebet.

Der er i øjeblikket to ulveområder – et i Midtjylland og et i Vestjylland, hvor man kan få tilskud til ulvehegn.

Hvis husdyrholdere i flere egne af landet – eksempelvis i hele Jylland – skal have mulighed for at få tilskud til ulvesikring af hegn, forudsætter det ifølge miljøministeren, at der afsættes flere midler til ulveforvaltningen.

- Af de 15 strejfulve vurderes hovedparten at befinde sig uden for de tilskudsberettigede områder

Magnus Heunicke, miljøminister (S) - i et svar til Folketinget

Risikobaseret

I dag gives der tilskud til husdyrholdere inden for to områder i Midt-og Vestjylland, hvor Miljøstyrelsen vurderer, at risikoen for ulveangreb er særlig stor.

Området i Vestjylland er 1.730 kvadratkilometer. Det strækker sig langs vestkysten fra Søndervig i syd til Thyborøn i nord, ind langs Limfjorden til Struer, og mod øst går det ind til Holstebro, Aulum og Videbæk.

Det midtjyske ulveområde er 570 kvadratkilometer og går fra Silkeborg vestpå til Herning, sydpå til Brande, østpå til Nørre Snede og tilbage til Silkeborg.

Læs også