Videnscenter for jord- og landbrug har fået politisk opbakning

På Landbrug & Fødevarers delegeretmødet kunne folketingsmedlem Anni Matthiesen (V) afsløre, at der kommer et Videncenter for Jordbrug og Udvikling. Hun var på scenen sammen med undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).

- De store landbrugsvirksomheder har virkelig brug for, at vi får nogle flere ledere ind i erhvervet, lød det fra agrarøkonomistuderende Nicolai Høj Andersen. Foto: Alexander Dornwirth

- Jeg er rigtig stolt af, at jeg har fået lov til at være den, der offentliggør, at regeringen har taget en beslutning om, at nu skal der skabes et videnscenter for jordbrug og landbrug, lød det fra folketingsmedlem Anni Matthiesen (V), der efterfølgende modtog en stor mængde klapsalver.

På Landbrug & Fødevarers delegeretmøde blev det nemlig offentliggjort, at regeringen har sat midler af til oprettelsen af Videnscenter for Jord- og Landbrug for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser inden for jord- og landbrugsområdet.

Konkret afsættes der 4,4 millioner kroner årligt fra 2024 og frem til drift af videnscentret samt 7,5 millioner kroner i 2024 og 3,0 millioner kroner i 2025 til udstyr til videnscentret.

- Jeg ved, at det er noget, man har efterspurgt faktisk i flere år, og jeg glæder mig til at følge udviklingen i videnscentret, som skal være med til at understøtte både de krav, men også forventninger, der er til dansk landbrug. Være med til at komme med nye tiltag på både klimaudfordringer, bæredygtig produktion og digitalisering og den teknologiske udvikling, sagde Anni Matthiesen.

Brug for unge ledere

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) supplerede med, at der bliver arbejdet på at sikre, at der kommer flere ind på landbrugsuddannelserne, og at frafaldet bliver sænket ved en økonomisk styrkelse af landbrugsuddannelserne.

- Vi skal sikre, at frafaldet går ned. Der er for meget frafald i dag blandt dem, der starter. Men derudover er vi også interesserede i, at der kommer flere ind på uddannelserne. Vi oplever, at mange i slutningen af folkeskolen faktisk ikke ved, hvad der er af muligheder efter sommerferien, sagde han.

Agrarøkonomistuderende Nicolai Høj Andersen stillede et spørgsmål i salen.

- Jeg savner, at vi ikke kan have flere studerende på lederuddannelserne. De store landbrugsvirksomheder har virkelig brug for, at vi får nogle flere ledere ind i erhvervet. Så hvordan kan ministeren sikre, at der kommer flere, der læser videre på lederuddannelserne. Og hvordan sikrer man flere, der vælger landbrugsuddannelsen?

- Hvordan man får flere til at læse videre til ledere, har jeg ikke noget svar på, men til det andet vil jeg sige, at nu fortalte jeg, at man via folkeskolen skal få flere unge til at træffe uddannelsesvalg væk fra det almene gymnasium. Vi kommer også til at se på adgangskravet til gymnasiet, og om hvorvidt det ligger for lavt i dag, sagde Nicolai Høj Andersen.

Læs også