Det er svært at forstå meningen med, at svineproducent Lars Tolstrup ikke må udvide sin bedrift på grund af ammoniakkrav, når udledningen efter en udvidelse vil blive mindre end den er i dag.
- Jeg oplever ikke, at landbruget har nogen betydning rent politisk, siger en frustreret Lars Tolstrup, som har drevet Tvillinghøjgaard ved Skørping siden 1996. En produktion med 1.000 søer med salg af smågrise.
Lars Tolstrup har sammen med Landbrug & Fødevarer inviteret politiker Lise Bech (DF) på kaffe.
Lise Bech har været medlem af folketinget siden 2015 og er blandt andet Fødevareordfører og Landbrugsordfører.
Statsskov ligger for tæt på
Lars Tolstrup fortæller passioneret om sin drøm om udvikling af stedet, men uden nogen gnist i øjnene og lys i stemmen, for som det er nu bliver drømmen aldrig til noget på grund af en statsskov, som ligger 500 meter fra staldhjørnet.
Udvidelsesdrømmene kræver en ny miljøgodkendelse, som kun kan opnås hvis udledningen af ammoniak til naturområdet er max 0,4 kilo N pr hektar om året.
Og det kan ikke lade sig gøre.
- Jeg kan ikke forstå det, når udledningen efter en udvidelse vil blive reduceret med 20 procent i forhold til i dag, siger Lars Tolstrup.
For det er sådan det er. I dag udledes 1 kilo N pr. hektar pr. år, og efter en udvidelse med diverse miljøforbedrende tiltag vil udledningen være nede på 0,8 kilo N pr. hektar pr. år. Men det er ikke nok, for skal Lars Tolstrup gøre sig nogen forhåbninger om en miljøtilladelse, skal han ned på en udledning på max 0,4 kilo N pr. hektar pr. år.
Er så tæt på
Der bliver ikke brugt ord som »hul i hovedet«, for det gør man ikke, når der står to klar med både papir, kuglepen og kamera, men der er ingen tvivl om, at politiker Lise Bech i dette tilfælde synes, at ammoniakkravene er helt ude i hampen.
En landmand, som vil fremtidssikre sin produktion, producerer flere grise, sikre flere arbejdspladser og endda udlede mindre ammoniak til miljøet end han gør i dag.
- Man bør se på hver enkelt sag i stedet for bare at sætte en streg på et kort. Måske det her ved Lars er nok at flytte målepunktet fra staldhjørnet til udsugningsskorstenen, hvor udledning kommer fra, foreslår Lise Bech.
Repræsentanterne for Landbrug & Fødevarer, Vand og naturpolitiskchef Anders Panum Jensen og seniorkonsulnet Ida M. L. D. Storm er enige i at det måske sagtens kan være nok, da Lars Tolstrup, som de siger, er så tæt på.
Delegationen står i skovbrynet med de gamle stats-egetræer i ryggen og kan skimte staldanlægget en halv kilometer tværs hen over marken. Der bliver rystet på hovedet, løftet øjenbryn og sendt fortvivlende blikke.
- Det her er endnu et eksempel på skrivebordsarbejde, siger Lise Bech.
Der er ikke andre muligheder
Bliver der ikke løsnet op for reglerne, får Lars Tolstrup ikke nogen miljøgodkendelse, hvilket for ham er det samme som en afvikling af ejendommen.
En udvidelse af ejendommen på 50 procent ville være nok til at finansiere omkostningerne ved projektet. Men når ikke der kan komme en miljøgodkendelse i hus er projektet aflivet allerede inden det er blevet født.
Tanken om at købe en anden ejendom med 1.500 søer og starte op på ny er urealistisk for Lars Tolstrup.
- Og samtidig kan jeg jo ikke sælge det her. Der er da ingen der vil købe en ejendom, hvor der ikke er nogen form for udviklingsmuligheder overhovedet, siger han.
Regnemaskinen har også været fremme ved tanker om at beholde det nuværende og købe en ejendom med 500 søer, og drive to ejendomme sammen. Men Lars nåede ikke at trykke ret mange tal, før han kunne se, at det var fuldstændig urealistisk.
- Så får jeg ikke en miljøgodkendelse lukker det her sig selv, siger Lars Tolstrup.
Tør måske ikke engang at bygge
Men skulle han få en miljøtilladelse, er han faktisk også blevet i tvivl, om han overhoved tør at bygge, efter han gennem en årrække er blevet mødt at skiftende regler og umulige krav, som har gjort ham usikker.
- Får jeg en miljøtilladelse, tør jeg ikke bygge efter den, men så er jeg da fredet i seks år, siger Lars, som er bitter over, hvordan livet som landmand er blevet afløst af krav, regler og skiftende vinde.
- Jeg har brugt de sidste ti år på de her rigide regler. Det er da ikke en måde at behandle folk på. Der er da i hvert fald ingen tvivl om, at mine børn ikke får lov til at blive landmænd på den måde her, siger han til stor forståelse for Lise Bech, som allerede har indkaldt ministeren til møde om netop det, at flere landmænd er kommet i klemme i ammoniakkravene.
- Jeg har brugt de sidste ti år på de her rigide regler. Det er da ikke en måde at behandle folk på. Der er da i hvert fald ingen tvivl om, at mine børn ikke får lov til at blive landmænd på den måde her.
Svineproducent Lars Tolstrup, Himmerland