Venstre vil ikke støtte minkforbud

SF og andre venstrefløjspartier rammer helt ved siden af, når de rejser forslag om forbud mod minkproduktion, lyder det fra Venstre.

Onsdag lød der klokkeklar afvisning fra Socialdemokratiet til et forbud mod minkavl, og samme melding kommer nu fra Venstre efter, at SF har kaldt fødevareminister Mogens Jensen (S) i samråd ovenpå den seneste tids smittespredning af coronavirus på minkfarme.

I den anledning har det lydt fra SF’s dyrevelfærdsordfører, Carl Valentin, at han mener, at minkavl i Danmark bør udfases på samme måde, som det er ved at blive det i en række andre EU-lande. 

Fra Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen lyder det, at situationen omkring coronavirus på minkfarme naturligvis skal følges tæt, og man skal have udfordringerne inddæmmet og problemerne løst. Men en udfasning af minkavlen vil Venstre ikke være med til.

- Minkbranchen skal hjælpes godt igennem den nuværende krise – ikke lukkes. Venstre vil selvfølgelig klart stemme imod SF’s seneste forslag om lukning af erhvervet.

- SF og andre venstrefløjspartier rammer helt ved siden af, når de rejser forslag om forbud mod minkproduktionen, siger han.

Dyrevelfærd

Erling Bonnesen fortæller, at minkbranchen producerer verdens bedste minkskind, og set hen over årene bidrager hele sektoren stærkt til den danske samfundsøkonomi og beskæftigelse i hele Danmark.

- Sammen med hele den kreative sektor udvikles nyskabende og bæredygtige produkter, der gør sig flot gældende rundt i verden. Dyrevelfærden er vigtig, og vi glæder os over, at minkavlerne gør en stor indsats på området og fortsat videreudvikler på området. Der er allerede gjort en stor indsats igennem de senere år, og der er fortsat stort fokus på dyrevelfærden med gode programmer i erhvervet. Når minkavlerne kan producere verdens bedste minkskind, så hænger det i høj grad sammen med, at dyrene har det godt, siger Erling Bonnesen.

Usmageligt

Fra Socialdemokratiets Bjarne Laustsen lød det onsdag, at Socialdemokratiet ikke kommer til at lægge stemmer til SF’s forslag om et forbud mod minkavl i Danmark i hans tid som socialdemokrat.

- Jeg synes, at det er usmageligt, at SF og andre partier nu forsøger at udnytte coronaen og situationen omkring, at flere minkfarme er ramt af den, til at kræve et forbud, lød det i et debatindlæg.

I januar 2019 var forbud mod minkavl også oppe at vende på Christiansborg. SF og Alternativet stemte begge som eneste partier for et beslutningsforslag, som Enhedslisten havde stillet. 

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også