Få minutter efter at have sat sig i ministerstolen kunne den nye fødevareminister Rasmus Prehn se frem til at blive indkaldt i samråd af Venstres Erling Bonnesen.
Allerede inden fødevareminister Rasmus Prehn (S) nåede at sætte sig i sin ministerstol, varslede Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen en indkaldelse til et samråd. Som det var tilfældet med den nu afgåede fødevareminister Mogens Jensen (S), vil venstremanden have svar på, om regeringen vitterligt ønsker landbrug i Danmark.
Rasmus Prehn er ny fødevareminister
- Selvfølgelig skal han lige have lejlighed til at sætte sig i stolen og få læst lidt op på tingene, men ret hurtigt så vil vi se opfølgning på minkskandalen. Det er en sag, der trænger sig på, og hvor der er flere ubesvarede spørgsmål. Vi vil have ham til at sikre, at minkavlerne får fuld og hel erstatning i henhold til Grundloven.
- Herefter så ser jeg for mig, at vi bagefter inden ikke så længe samlet fra blå lejr kommer med en samrådsindkaldelse. Vi vil bede ham redegøre for sine visioner på landbrugsområdet, og om regeringen vil sikre, at Danmark fortsat skal have et stort, eksportorienteret fødevareerhverv, siger Erling Bonnesen.
Han fortæller, at han mener, at selvom regeringen siger, at de godt vil landbruget, så foretager man også handlinger, som ifølge Erling Bonnesen trækker i modsat retning.
- Men tillykke til ministeren med det nye job. Rasmus Prehn er en erfaren minsiter, så han vil hurtigt være obs på tingene, siger venstremanden.
Opsplitning er sket
Betydnignen af opsplitningen af Miljø- og Fødevareministeriet i to forskellige ministerier, som det var tilfældet før 2015, nedtoner Erling Bonnesen.
- Den opsplitning har regeringen allerede praktiseret i et stykke tid. Der har været to ministre, så det er sådan set bare en forsættelse af det, som vi har nu. Regeringen må selv bestemme, om de vil køre i en eller to biler, siger han.
lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35