Landbrugsstyrelsen indfører nye regler for udbringning af rodfrugtvaskevand og grøntsaft i husdyrgødningsbekendtgørelsen. Det betyder, at man fremover kan udbringe disse typer affald på markerne i en fast udbringningsperiode med en maksimal grænse for mængden af kvælstof, uden en forudgående dispensation.

- Vi har lavet ændringen på baggrund af et ønske fra erhvervet. Husdyrgødningsbekendtgørelsen har været i offentlig høring og forventes at træde i kraft 1. august 2018. De nye regler for rodfrugtvaskevand og grøntsaft i husdyrgødningsbekendtgørelsen gennemfører nitratdirektivet, og er derfor omfattet af EU-reglerne om krydsoverensstemmelse. Derfor ændrer vi krav 1.13, 1.15 og 1.16 i bekendtgørelsen om krydsoverensstemmelse. 
Ændringen indebærer, at bagatelgrænsen på 0,3 kg N pr. ton eller derunder udgår af krav 1.13, 1.15 og 1.16 som følge af de nye regler om udbringning af rodfrugtvaskevand og grøntsaft, skriver styrelsen i en meddelelse.

- Bekendtgørelsen om krydsoverensstemmelse henviser allerede i dag til § 31 i husdyrgødningsbekendtgørelsen, hvor de nye regler om rodfrugtvaskevand og grøntsaft fremover vil indgå, og derfor ændrer vi ikke i regelhenvisningen i krav 1.13.

Man kan læse fakta om ændringerne på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.