Der er syv nye skove på vej i det nordjyske, efter at Klimaskovfonden har givet støtte til i alt 50 skovrejsningsprojekter, der skal gavne klimaet, naturen og vandmiljøet.
Syv jordejere i Nordjylland har fået tilsagn fra Klimaskovfonden om at få støtte til at plante skov på deres jord. Det bliver til sammen 57 hektar med blandet skov med en stor andel af løvtræer, så skovene er robuste overfor fremtidens klimaforandringer.
Og det er netop klimaforandringerne, der er afsættet for at plante de nye skove. Når træer vokser, optager de drivhusgasser, og tilsammen vil de syv nye nordjyske skove optage mindst 20.000 ton CO2 over tid. Det svarer til den CO2, som 1.800 danskere gennemsnitligt udleder på et år, skriver Klimaskovfonden i en pressemeddelelse.
Skov til gavn for natur og dyreliv
Men klimaet er ikke det eneste, der opnår en gevinst, når der plantes ny skov. Skovrejsning er også med til at beskytte drikkevand og vandmiljø og i det hele taget give naturen mere plads at udfolde sig på. Og spørger man en af de nye skovejere er det også udsigten til mere natur, der er vigtig:
- Vi vil gerne have mere natur. Med skoven vil vi gerne bidrage til mere vildt og dyreliv på sigt. Vi har otte hektar med mark, som vi ikke selv dyrker, men vi lufter vores hund og går tur i naturen. Derfor giver det mere mening for os at have skov, siger Leanne Ashworth-Nielsen.
Med tilsagnet om støtte fra Klimaskovfonden glæder hun sig til at skulle planlægge skoven i detaljer sammen med sin familie og en skovkonsulent. Det bliver en skov med mange forskellige træarter og skovbryn med blomstrende buske og træer, der tiltrækker insekter.
- Hvis vi som familie skal bidrage til den grønne omstilling, så kan vi gøre det på den her måde, fordi vi har jord, som vi ikke selv dyrker, siger Leanne Ashworth-Nielsen, der har boet på ejendommen mellem Hobro og Hadsund med sin familie i 12 år.
Nordjylland skal have mere skov
I Klimaskovfonden er direktøren glad for at fonden nu kan medvirke til, at der kommer mere skov i Nordjylland:
- Vi er rigtig glade for, at flere jordejere i Nordjylland vil plante skov på deres jord. Vi har indtil nu kun haft få skovrejsningsprojekter nord for Limfjorden, men nu ser det ud til, at vi har fået hul igennem til jordejerne. Klimaindsatsen kræver handling fra alle sider, og når vi bruger skov, som jo er et naturens egne redskaber, til at optage CO2, kan vi samtidig glæde os over mere natur og beskyttelse af vandmiljøet, siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.
I den grønne trepart er det aftalt, at Danmark skal have 250.000 hektar ny skov over de næste 20-25 år.
Syv nye skove på vej
Klimaskovfonden finansierer nye skove gennem bidrag til klimaindsatsen fra private og virksomheder, der gerne vil bidrage til at nedbringe Danmarks CO2-aftryk. Her har Klimaskovfonden for nylig givet tilsagn til at støtte ny skov:
Jerslev i Brønderslev Kommune: 8,9 hektar skov
Astrup i Hjørring Kommune: 9,5 hektar skov
Nøvling i Aalborg Kommune: 7,1 hektar skov
Gl Skørping i Rebild Kommune: 5,4 hektar
Hadsund og Hobro i Mariagerfjord Kommune: 6,1 og 7,3 hektar
Thisted Kommune i nærheden af Vandet Sø