Borgere på plejehjem og patienter på sygehuse skal have et lovfæstet krav på mindst ét måltid med kød om dagen.

Det foreslår Dansk Folkeparti, som frygter, at klimahensyn med tiden kan føre til, at kødretter systematisk bliver udfaset i den offentlige forplejning.

- Ældre mennesker, som har slidt og slæbt et helt liv, skal selvfølgelig have ret til at spise flæskesteg eller en hakkebøf om dagen, hvis det er det, de har lyst til, siger partiets klimaordfører, Malte Larsen, til DR Nyheder.

Han henviser blandt andet til Københavns Kommunes pejlemærker for klimavenlige og ernæringsrigtige måltider. Her anbefales det, at der højst anvendes 500 gram tilberedt kød om ugen, mens okse-, kalve- og lammekød samlet bør begrænses til 80 gram.

Regler er vejledende

Retningslinjerne er dog vejledende og ikke bindende. Kommunens sundheds- og omsorgsborgmester, Jens-Kristian Lütken (V), har tidligere understreget, at beboernes ønsker skal vægte højere end klimamålene, og at der fortsat skal være rigeligt med kød, når beboerne ønsker det.

Malte Larsen erkender samtidig, at der på nuværende tidspunkt ikke er tale om et omfattende problem. Dansk Folkeparti mener alligevel, at en garanti vil kunne forhindre fremtidige begrænsninger.

SF afviser forslaget som overflødigt og advarer mod, at staten regulerer den konkrete sammensætning af måltider på hospitaler og plejehjem.

- Jeg synes ikke, at staten minutiøst skal styre, hvordan forplejningen skal være på hospitalerne og i ældreplejen. Ellers kan man jo lave garantier om alt muligt, siger SF's klimaordfører, Nanna Bonde, til DR Nyheder.
 

Politik