Skovskolens Skovbrugskonference sætter i år fokus på de små træarter. Og nej, det har intet med træernes højde at gøre, men har alene noget med de enkelte arters udbredelse at gøre.

Normalt taler man om hovedarterne, som faktisk kun findes på halvdelen af skovarealet i Danmark. Den mest almindelige træart på landsplan er rødgran med cirka 15 procent af skovarealet, mens den næst hyppigste er bøg med cirka 14,6 procent af skovarealet.

Af den samlede stående vedmasse på skovarealet udgør løvtræ 58 procent, mens nåletræ udgør 42 procent. Andelen af løvtræ er størst i landets østlige egne, mens nåletræerne dominerer de vestlige egne.

Varieret program

Omkring halvdelen af skovarealet i Danmark er imidlertid dækket af mindre arter som douglas, grandis, lærk, ædelgran, rødeg, rødel, poppel og ær. Men disse arter ved man ikke så meget om, som man ved om hovedarterne.

Skovskolens Skovbrugskonference stiller derfor skarpt på de små træarters dyrkning. Dagen igennem vil oplægsholdere kredse om både hvad vi ved - og ikke mindst, hvad vi ikke ved - om dyrkningen.

Der er sammensat et varieret program, som kommer omkring mange aspekter af temaet.

Flis og biodiversitet

Blandt andet kan man høre skovfoged Daniel Hintz, Løvenholm Gods, fortælle om, hvorvidt lærk er mere end flis, eller forstkandidat, Ph.d. Anders Tærø Nielsen give sit bud på, hvad vi egentlig skal med poppel.

Professor, Ph.d. Palle Madsen, Skovskolen, fortæller om, hvorfor skovdrift fremmer biodiversiteten, ligesom der dagen igennem vil være indlæg fra praktikere og forskere.

Skovskolens Skovbrugskonference finder sted 25. april klokken 9-16 på Vejlsøhus Hotel og Konferencecenter, Silkeborg.

Tilmelding før påske.