Danish Crown: - Presset på priserne fortsætter

Presset på priserne i Europa fortsætter, meddeler Danish Crown i forbindelse med, at det fastholder svinenoteringen på 11,00 kroner i næste uge.

Det europæiske marked for fersk grisekød er stadig ferieramt, og presset på priserne fortsætter, oplyser Danish Crown i en markedskommentar i forbindelse med, at selskabet holder fast i en svinenotering på 11,00 kroner pr. kg fra på mandag.

- Der er stadig store bump i efterspørgslen, fordi sydeuropæerne fortsat holder ferie. Samtidig er forbrugerne i det nordlige Europa først nu ved at genfinde hverdagen. Selv om vejret har været pænt den seneste uge, så har det ikke været nok til virkelig at understøtte salget, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

- Der er stadig store bump i efterspørgslen, fordi sydeuropæerne fortsat holder ferie

Mads Stougaard, markedsdirektør, Danish Crown

- Åbent spørgsmål

Lige nu er der især være fokus på efterspørgslen på delstykker i Europa, da det marked i meget høj grad sætter priserne.

- På den ene side har markedet i Europa ikke været stærkt hen over sommeren, men omvendt har vi heller ikke haft en lang periode med varmt vejr i Nordeuropa, så grisene er vokset stort set normalt og tilførslerne er ikke gået ned, som vi ellers ofte ser i Europa. Om det betyder, at priserne nu stabiliserer sig, er dog fortsat et åbent spørgsmål, siger Mads Stougaard.

Læs også