Slut med at hæve drægtige søer i foder sidst i drægtigheden
Justeringen af søernes huld skal ske i de første fire uger af drægtigheden. Derefter holdes foderkurven stabil helt til faring, anbefaler rådgiver.

Nu skal alle søer have 2,8 foderenheder pr. so pr. dag fra dag 29 efter løbning og indtil faring, lyder ny anbefaling ifølge Peter Mark Nielsen fra Velas. Arkivfoto
- Det har altid været god latin at hæve fodertildelingen til drægtige søer de sidste fire uger i drægtigheden for at få større grise ved faring.
Sådan lyder det fra Peter Mark Nielsen, der er rådgiver i Velas.
Han indrømmer dog, at man i flere afprøvninger ikke har været i stand til at eftervise påstanden.
For nylig er der igen lavet et forsøg med foderstyrke til drægtige søer, og ifølge det forsøg ser det ud til, at det giver et bedre resultat at give samme mængde foder fra 28 dage efter løbning til indsættelse i farestalden.
2,8-3,0 foderenheder
Dermed kommer foderforbruget til at ligge på 3,0 foderenheder pr. so pr. dag i drægtighedens første 28 dage. Herefter (dag 29-112) får de 2,8 foderenheder pr. so pr. dag indtil faring, oplyser Peter Mark Nielsen i Velas’ nyhedsbrev Trynekontrakten.
- Foderforbruget pr. so er det samme. Forskellen er, at midt i drægtigheden får søerne lidt mere foder, end de gør nu, lyder det fra Peter Mark Nielsen, som tilføjer, at ændringen især vil være en fordel for de mindste søer i systemer, hvor der er kamp om foderet.
Endelig påpeger han, at der ikke er ændret på, at det udelukkende er i de første fire uger efter løbning, at justeringen i søernes huld skal ske. Med andre ord er det kun i de fire uger, der skal være forskellige foderkurver til tynde, normale og fede søer samt en til gyltene.

Det er udelukkende i de fire første uger af drægtigheden, der skal være forskellige foderkurver til tynde, normale og fede søer samt til gyltene, påpeger Peter Mark Nielsen. Arkivfoto: Anne Wolfenberg