Af Jonas Bøge Breinholt, svinekonsulent i Velas

 

Korn er steget markant siden høst, men der er ikke alternative produkttyper der kan erstatte korn på markedet.

Der er tre ting, jeg synes man skal undersøge på markedet, inden man bare køber korn fra den lokale foderstofforretning.

1. Har din nabo korn på lager?

Der er nogle planteavlere, der stadig har korn på lager. Det kan være han kun har en mindre mængde, måske én måneds forbrug. Men det er stadig værd at undersøge pris, kvalitet og betingelser ved at købe korn af naboen, og sammenholde det med hvad foderstoffen tilbyder.

Selv om sidste års høst generelt var meget tør skal du være opmærksom på kvaliteten ved nabohandel, kornet blev høstet med meget høj temperatur, og er det ikke blevet beluftet siden høst kan kvaliteten godt være noget tvivlsom.

Så mangel på korn? Afsøg markedet, både ved naboer og foderstoffer. Hvis man ikke ved, om der bor nogle planteavlere i ens område, kan man kontakte sit lokale rådgivningskontor, som så gerne vil prøve at skabe kontakt.

2. Kornstrækker

Har du korn tilbage på lager, men ikke nok til høst. Så skal du overveje, om du skal i gang med at strække det sidste korn.

Det kan gøres ved at købe tilskudsfoder i stedet for sojaskrå, for på den måde at strække sit korn.

I en typisk drægtighedsblanding er der 6 – 8 procent sojaskrå, 2 – 3 procent mineraler og resten er korn. Ved at købe tilskudsfoder øges proteindelen til mellem 12 – 19 procents tilskudsfoder.

Dermed sparer I mellem 6 – 11 procent på kornet. Det kan gøres ved alle blandinger, hvis I har lagerplads til tilskudsfoder. De fleste foderstoffer tilbyder også tilskudsfoder med endnu højere iblanding så kornet kan strækkes endnu længere.

3. Køb færdigfoder

For at strække kornet, kan man også vælge at købe for eksempel en slutblanding ind, så man sparer på brugen af eget korn. Alt efter hvor stor manglen på korn er, kan man skifte en eller flere blandinger ud med færdigfoder.

Hvis man vælger at købe tilskudsfoder eller færdigfoder til en eller flere dyregrupper kan man stadig blande sit eget foder og dermed holde fast i stabiliteten til de mest følsomme dyregrupper, typisk diegivende søer og startfoder.

Hvad der er den rigtige løsning i dit tilfælde må afhænge af en konkret vurdering af hvad man kan håndtere og hvad man kan få tilbudt, af korn, tilskudsfoder eller færdigfoder.

Men det kan være en god ide at se på mulighederne med åbne øjne, og dermed tage toppen af de prisstigninger der er kommet på korn.