Bedrifter med DanBred-genetik kan nu få en bonuskonto
Alle producenter med DanBred-genetik får nu mulighed for at få en bonuskonto. Det oplyser Svineproduktion.dk.

Man kan få en bonuskonto og få del i bonuspointene, hvis man har genetikforsyningsaftaler og bruger sæd fra DanBred-orner, har DanBred-søer i produktionen – indkøbte polte eller egenproducerede - eller hvis man har leveret slagtegrise med DanBred-genetik til de danske slagterier i perioden. Arkivfotos: Camilla Bønløkke
Svineproducenter og brugere af DanBred-genetik kan nu få en bonuskonto med bonuspoint. Bonuskontoen bruges som fordelingsnøgle, når Landbrug & Fødevarer Svineproduktion (LFS) deler ud af det overskud, som DanBred-genetikken skaber. Det skriver Svineproduktion.dk i en meddelelse.
Grunden til, at man som svineproducent og bruger af DanBred-genetikken får mulighed for at få en bonuskonto med bonuspoint, er, at man ved at købe genetikken understøtter aktiviteter i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion. Derfor er det blevet besluttet af LFS’ sektorbestyrelse, at når der foretages en overskudsuddeling, skal det tilbageføres til de producenter, der bruger DanBred-genetik.
- Lige siden starten af det nye DanBred, så har det været planen og ambitionen, at det skal resultere i et overskud, som skal komme de danske griseproducenter til gode. DanBred er inde i en stabil og positiv udvikling, og det taler for, at der kan uddeles en bonus fra foråret 2022 og fremover, lyder det fra formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion Erik Larsen i meddelelsen.
Beregningen af bonuspoint
Ifølge Landbrug & Fødevarer Svineproduktion er det ikke første gang, at der uddeles overskud til svineproducenterne. Både i 2011 og 2013 blev der uddelt et overskud.
- Da DanBred genetik er verdensførende, besluttede vi at satse på eksport af vores avlsdyr. En eksport der skulle komme de danske svineproducenter til gode. De bidrager nemlig til at udvikle genetikken hver dag og understøtter Landbrug & Fødevarer Svineproduktions arbejde, fortæller Erik Larsen.
Man kan få en bonuskonto og få del i bonuspointene, hvis man har genetikforsyningsaftaler og bruger sæd fra DanBred-orner, har DanBred-søer i produktionen – indkøbte polte eller egenproducerede, eller hvis man har leveret slagtegrise med DanBred-genetik til de danske slagterier i perioden.
Det oplyses endvidere, at bonuspointene beregnes for både 2019 og for 2020, og bonuspointene vil blive brugt som fordelingsnøgle, når Landbrug & Fødevarer Svineproduktion foretager uddelinger fremover.
Overskuddet uddeles forholdsmæssigt i forhold til antallet af bonuspoint. Det vil sige, at halvdelen af bonuspointene går til de danske soholder, og den anden halvdel går til slagtesvineproducenterne, der leverer til et dansk slagteri i forhold til den andel af DanBred-genetik, grisene indeholder.
Det er det årlige køb af DanBred-genetik, herunder blandt andet sopolte og genetikforsyningsaftaler, der omregnes til bonuspoint.
Bonuskonto kræver samtykke
På Svineproduktion.dk gøres der i øvrigt opmærksom på, at en forudsætning for at få en bonuskonto og få del i bonuspoint er, at man som producent afgiver samtykke.
Alle CVR-numre vil modtage en samtykkeerklæring i deres E-boks med information om, hvordan man afgiver samtykket.
Senest den 25. maj 2021 skal samtykket være afgivet. Herefter vil bonuspoint blive beregnet og meddelt.
Find mere information om LFS bonusprogram og reglerne for uddelingen af bonuspoint.

Når svineproducenter køber DanBred-genetik understøttes aktiviteterne i Landbrug & Fødevarer Svineproduktion. Derfor er det blevet besluttet af LFS' sektorbestyrelse, at når der foretages en overskudsuddeling, skal det tilbageføres til de producenter, der bruger DanBred-genetik.