Foderfirma ser E-vitaminmangel hos fravænningsgrise

Grise kan ikke selv danne E-vitamin, og forsyning heraf er derfor livsnødvendig. Foderfirmaet Nutrimin konstaterer imidlertid, at grise, der drikker meget mælk fra mælkekoppen og mindre fra soen tilsyneladende ikke optager nok E-vitamin til at komme over den stressende periode i forbindelse med fravænning. Det oplyser firmaet i nyhedsbrevet Nutrimin Ugenyt.

- Det er almindeligt kendt, at forsyningen af E-vitamin i tilstrækkelige mængder er afgørende for sundhed og for søer og grises produktivitet. Men de seneste års intensive brug af mælkekop-systemer spiller måske en større rolle i forsyningen af E-vitamin til fravænningsgrise, end man skulle tro.

Sådan lyder det indledningsvist fra salgskonsulent Morten Sloth Pedersen i en artikel i det seneste Nutrimin Ugenyt.

Her fortæller salgskonsulenten videre, at besætninger rundt om i landet oplever nyfravænnede grise med symptomer på E-vitamin mangel.

- Flere dyrlæger peger på en mulig sammenhæng mellem et stort optag af mælk fra mælkekop-anlægget og pattegrises evne til at omsætte det syntetiske E-vitamin, der ofte findes i mælkeerstatning.

Forsyning af og mangel på E-vitamin

Grise kan ikke selv danne E-vitamin, og forsyning heraf er derfor livsnødvendig. Ifølge foderfirmaet er soens mælk normalt den vigtigste kilde til E-vitamin for pattegrise. De senere års kraftige vækst i kuldstørrelse har dog gjort det fordelagtigt at bruge store mængder mælkeerstatning via et mælkekop-anlæg.

- Problemet med E-vitamin mangel hos nyfravænnede grise opstår, fordi der i perioden op til fravænning ofte bruges en mælkeerstatning, der er tilsat syntetisk E-vitamin, hvilket pattegrise ikke kan optage de første par uger efter fravænning. Grise, der drikker meget mælk fra mælkekoppen, og mindre fra soen, får ikke optaget nok E-vitamin til at komme over den stressende periode i forbindelse med fravænning, lyder det i nyhedsbrevet fra Morten Sloth Pedersen.

Han forklarer endvidere, at E-vitamin er vigtigt for blandt andet pattegrisens immunforsvar og muskelfunktioner og bruges desuden som antioxidant til beskyttelse af cellevægge, hvor også C-vitamin spiller en rolle.

- Desværre er det ofte store grise i god vækst, der rammes af pludselige dødsfald, hjernebetændelse, hjerte- og leverskader.

Naturligt eller syntetisk

Der findes flere former af syntetisk E-vitamin, men Morten Sloth Pedersen har i denne sammenhæng valgt en opdeling i naturligt eller syntetisk E-vitamin.

- Det syntetiske E-vitamin optages ved hjælp af et enzym (CEH) i grisens tarmsystem. Dette enzym dannes dog først i løbet af de første par uger, efter at grisen er blevet fravænnet, og kan derfor ikke optages fra mælkeprodukter givet i farestalden.

Salgskonsulenten forklarer endvidere, at det naturlige E-vitamin er på alkoholform og kan optages direkte fra tarmen.

- E-vitamin er ligesom A-, D- og K-vitamin fedtopløseligt, men E-vitamin er, modsat de øvrige nævnte vitaminer, ikke et depot-vitamin. Hos pattegrise kan der dog opbygges et lille depot af E-vitamin i muskler, lever og fedt ved at tildele naturligt E-vitamin over en to-tre ugers periode.

Anbefalinger i forhold til E-vitamin

I det seneste Nutrimin Ugenyt giver foderfirmaet følgende anbefalinger til E-vitaminforsyningen:

● Sørg for, at forsyningen af E-vitamin til de diegivende søer er i orden, og som minimum overholder den anbefalede norm til søer

● Få gerne tilsat antioxidant til beskyttelse af vitaminerne året rundt samt ekstra antioxidant og E-vitamin i forbindelse med høst

● Undgå støddoseringer af E-vitamin i forbindelse med fravænning, da store mængder E-vitamin ikke kan optages på en gang

● For at opbygge en bedre E-vitamin-status hos de nyfravænnede grise, tildeles en mælkeerstatning tilsat naturligt E-vitamin, så grisene forsynes over en længere periode

Kilde: Nutrimin Ugenyt

Læs også

Flere veje til et reduceret klimaaftryk i svineproduktionen
Håber på et løft efter sommerferien: Danish Crown sænker grisenotering med 20 øre
Et rent lager er afgørende for kornkvaliteten
Forsikringen dækker ofte selvforskyldte fejl og skader
Få det nye foderkorn analyseret hurtigst muligt
Zinkfri fravænning skal forberedes nu