Et rent lager er afgørende for kornkvaliteten

Sommersæsonen er højtid for tømning af fodersiloer, så de er klar til ny høst. Seges Svineproduktion har talt med en ekspert på området, som ved, hvordan man nemt og sikkert får gjort siloerne klar til det nye korn.

Høsten er så småt kommet i gang, og det nye korn skal opbevares, så det har en god kvalitet i hele fodersæsonen.

I bunden af kornsiloerne er der ofte samlet en masse »urenheder« fra kornet, som blandt andet kan indeholde toksiner, sand og andre uønskede ting, der kan påvirke søernes produktivitet.

Ifølge Seges Svineproduktion kender de fleste hjemmeblandere til problemer med nedsat ædelyst, prolapser og i værste fald akutte dødsfald blandt søerne i den periode, hvor der fodres med »bundfaldet« fra kornsiloerne. Derfor er det vigtigt at være opmærksom.

- Man skal rengøre sine siloer med kost og støvsuger og behandle den med et insektmiddel, som for eksempel K-Obiol. Det er ikke optimalt at hælde nyt korn ned i en silo med en rest af gammelt korn. Derfor bør det gamle korn tømmes ud og opbevares på gulvet i laden. Det gamle korn skal bruges først, inden der tages hul på det nye korn. Jeg anbefaler at rengøre kornsiloen hvert år og dermed forebygge problemer i soholdet, lyder det fra Kim Koefod, rådgiver i VKST i artiklen på Svineproduktion.dk.

Amerikanersiloer til foderkorn

Kim Kofoeds anbefaling er at anvende en amerikanersilo til oplagring af foder:

- Den er billig i drift, og den er meget sikker at anvende. Det er både, når det drejer sig om håndtering, nedtørring og tømning. Med denne type silo sikres en god råvare til grisene, forklarer han til Svineproduktion.dk.

Han peger på omrørersneglene som et vigtigt element for at få en bedre kvalitet og sikre opblanding af kornet, uanset hvilken mark det er høstet fra.

I en video på Svineproduktion.dk kan man høre Kim Kofoed forklare nærmere om, hvilke elementer i ens oplagring af korn, der er vigtige for at sikre en god ensartet kvalitet. Desuden kan man høre svineproducent Mikael Andersen forklare, hvorfor han bruger en kornrenser og derved begrænser mængden af urenheder.

Find også meget mere om toksiner på vidensiden om svampetoksiner på svineproduktion.dk.

Toksiner i kornet

Toksiner i kornet dannes allerede ude i marken, men det kan også dannes i siloen, hvis man ikke behandler kornet på den rigtige måde i lagringen. Fusarium-svampe er en svamp i siloen, som kan danne toksinerne under gunstige fugt- og temperaturforhold. Toksinerne findes typisk på kornets overflade, og en del vil »falde af«, når der er bevægelse i kornet i forbindelse med udtagning af korn. Dette betyder, at koncentrationen af toksiner kan være rimelig høj i bunden af siloen.

Et højt indhold af toksiner i foderet kan belaste søerne på følgende måder:

● Ædevægring, opkastning, mave- og tarmblødning, nedsat mælkeydelse, prolaps, diarré, nedsat immunitet og akutte dødsfald.

● I sjældne tilfælde lyse pletter på nyrerne.

● Hormonlignende effekter – hæve skamlæber på nyfødte grise, aborter, mv.

Kilde: Svineproduktion.dk

Læs også