Håber på et løft efter sommerferien: Danish Crown sænker grisenotering med 20 øre

Danish Crowns slagtesvinenotering falder igen med 20 øre til 9,90 kroner pr. kg.

Sommerferie og lav aktivitet sætter fortsat sit præg på det europæiske marked for fersk grisekød. Det får Danish Crown til at sænke deres grisenotering for slagtesvin i vægtklassen 72-96,9 kg med 20 øre fra 10,10 til 9,90 kroner pr. kg for uge 31.

- Priserne siver fortsat, fordi der er en mindre ubalance mellem udbud og efterspørgsel. Markedet tørster efter nye impulser fra enten Kina eller et større forbrug i Europa. Der er en stigende usikkerhed omkring genåbningerne på tværs af Europa, og derfor er mange kunder fortsat afventende. Vi håber at få et løft efter sommerferien, hvor mange lande ventes at skrue ned for hjemmearbejdet og løfte rejserestriktionerne, men på nuværende tidspunkt er det fortsat usikkert, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

Efterspørgslen på brystflæsk, bove, nakker, kamme og bacon er jævn, mens det halter lidt mere på hele delstykker som skinker og forender.

Til landene udenfor Europa er der en stabil efterspørgsel fra Japan, mens de kinesiske indkøbere fortsat er afventende.

Udsætter 78.000 grise

Ifølge slagterikoncernen har tilmeldingen til indeværende uge været en smule lavere end forventet, men med den slagtekapacitet, som har været til rådighed, betyder det, at der er behov for at udsætte 78.000 grise til uge 31. 

Noteringen for søer er uændret, og ligger altså stadig på 7,60 kroner pr. kg.

Læs også