Konsulent: Kontrollér staldene for fejl og mangler

Måske kan der skæres ned på ben- og klovskader og tilmed opnås en lavere sodødelighed, hvis slidt inventar og dårlige gulvflader renoveres i tide. Svinekonsulent opfordrer til en gennemgang af staldafsnittene.

Det er blandt andet vigtigt at holde staldforholdene i orden i poltestaldene, da dyrene særligt i disse staldafsnit går der i lang tid. Sådan lyder det i nyhedsbrevet Svinenyt fra svinekonsulent Rasmus Andresen fra SvineRådgivningen. Arkivfoto: Camilla Bønløkke

Et betonspaltegulv, hvor der er brækket flig af, giver risiko for vrid i ben og klovskader. Foto: Camilla Bønløkke

- Især poltestalde samt løbe- og drægtighedsstalde er vigtige at holde i orden.

Sådan lyder det fra svinekonsulent Rasmus Andresen fra SvineRådgivningen.

I nyhedsbrevet Svinenyt peger han på, at netop dyrene i poltestalde og løbe- og drægtighedsstaldene er dem, som vi har gående i længst tid af alle grupper. Derfor skal forholdene være i orden.

Ifølge Rasmus Andresen kan det nemlig give en god gevinst i form af lavere sodødelighed og generel lang holdbarhed på dyrene, hvis skader på ben og klove og deraf følgende fald i produktivitet kan undgås.

- Mange drægtighedsstalde er gamle og slidte og trænger til vedligehold. Her er det vigtigt at kigge på det miljø, søerne går i. Det gælder også for eksempel drikkesteder og overbrusning, som kan være i stykker, så funktionaliteten ikke er i orden.

- Er det helt galt med stalden, efter for mange hurtige reparationer, skal man måske overveje en hel renovering, påpeger konsulenten.

Tjek staldene

En gennemgang af staldene omfatter tjek for slitage, dårlige overflader og defekt inventar, som kan give søerne skader.

- Der kan for eksempel være tale om jern, der er brækket af og giver kanter, stykker der er svejset fast og med tiden bliver skarpe, eller en T-bolt der stikker op fra spaltegulvet.

- Meget ru overflader på beton eller spaltegulve kan optræde specielt tæt ved drikke- og foderpladser og andre steder kan der være brækket en flig af spaltegulvet.  Her vil der være ekstra stor risiko for at søerne får benvrid og klovskader i forbindelse med rangkampe, påpeger Rasmus Andresen med sine eksempler.

Konsulenten peger endvidere på, at man altid skal sørge for at drivveje og passager holdes fri. Gange skal have gulve uden huller, eller andre forhindringer, der kan give skader.

- Jeg oplever ofte at både ejer og ansatte ikke selv tænker over disse områder, da det jo er noget, der kommer lidt efter lidt over tid. Det kan derfor være godt at få et sæt andre øjne til at gennemgå sine stalde, for derefter at få lavet en prioriteret plan for reparation, eller en egentlig renovering, lyder opfordringen fra konsulenten, der tilføjer, at mange små, men rigtige reparationer, kan give stor gevinst i det lange løb.

Læs også