Der var fuld opbakning, da repræsentantskabet i Danish Crown forleden godkendte regnskabet for 2020/21. Samtidig sagde repræsentantskabet ja til at indsætte 242 millioner på de individuelle ejerkonti og begynde udbetalingen fra de gamle A-konti.
Danish Crowns repræsentantskab har 30. november med fuld opbakning godkendt regnskabet for 2020/21. Samtidig sagde repræsentantskabet ja til at indsætte 242 millioner på de individuelle ejerkonti og begynde udbetalingen fra de gamle A-konti, som andelshaverne indbetalte på i årene 2009 til 2018.
Tilbage i foråret 2018 besluttede Danish Crowns repræsentantskab at afskaffe A-kontoen, hvor ejerne havde 15 øre stående bundet for hvert kilo leveret gennem de seneste otte regnskabsår. For en leverandør af 10.000 grise om året i gennemsnit betød det, at der stod cirka én million kroner bundet i selskabet.
- Vi fandt en model, som gjorde det nemmere at etablere sig som producent af slagtedyr og blive en del af Danish Crown, fordi likviditetsbehovet ude på gården blev lettet. De andelsejere, der gerne ville udvide, fik ekstra penge til egne investeringer. Sidst men ikke mindst lavede vi en model, hvor vi forrenter indeståendet på ejernes A-konti, indtil de bliver udbetalt, så det har været til gavn for alle, siger Erik Bredholt, der er formand for Danish Crown.
Tilfreds formand
De penge, som kommer til udbetaling nu, er den indbetaling, som blev lavet i regnskabsåret 2009/2010. Pengene vil blive udbetalt i det samme tempo, som de blev indsat i sin tid, så indbetalingerne fra 2010/2011 kommer til udbetaling ved næste års regnskabsaflæggelse, osv.
Derudover er der indsat 99 millioner kroner på den frie egenkapital.
- I mine øjne har vi moderniseret andelstanken. Andelsselskaberne er skabt efter en model, hvor det er gratis at blive medlem, men du får heller ikke penge med ud, når du forlader selskabet. Det har vi ændret, så en andelsejer i Danish Crown kan komme ind uden betaling, men gå godt klædt på til pension efter et par årtier som andelsejer i selskabet. Det er en udvikling, som i mine øjne giver andelsejerskabet ekstra værdi, siger Erik Bredholt.
Danish Crown bør udbetale hele årets overskud
Ved udgangen af regnskabsåret 2020/21 har andelsejerne i alt 1,3 milliarder kroner stående på deres individuelle ejerkonti.
Den første portion af pengene fra de afskaffede A-konti kommer til udbetaling sammen med restbetalingen den 7. december.