13 økologiske griseproducenter glæder sig til at tage imod nysgerrige besøgende, når der søndag den 22. maj er Sofari.

Seks af dem holder til i det nord-, midt- og vestjyske. Her spænder oplevelserne bredt. Hos Trynen i jorden i Snedsted Thy, kan man opleve en mindre produktion med 50 søer med smågrise, mens man ved Torben Langer i Holstebro kan opleve 420 søer med smågrise. Besøger man Hans Henrik Thomsen i Brønderslev, vil man se, hvordan han producerer slagtegrise i mobile stalde, som flyttes rundt på marken hver dag. Og i nabolaget ved Jerslev kan man besøge Thomas Bertram og se hans 250 søer med smågrise. Ved Troldgaarden i Hovedgård kan man blandt andet opleve smågrise, som går ved soen i 14 uger inden fravænning, hvilket er dobbelt så lang tid, som økologireglerne foreskriver. Også ved Hestbjerg Økologi i Tim har man gjort noget andet, blandt andet har de plantet massere træer, da grisen oprindeligt er et skovdyr.

Sofari arrangeres i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Friland, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen for Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød).

På sofari.dk kan man se, hvilke gårde der deltager i Sofari og de enkelte gårdes åbningstider, ligesom man kan læse mere om øko-grisens liv.

Svin