Efter lav efterspørgsel fra Asien sænker Danish Crown grisenoteringen for uge 52 og uge 1.
De absolut sidste ordrer til julen 2022 er nu på vej igennem slagterier og fabrikker. Dermed flyttes fokus til det nye år og de varer, der efterspørges i vintermånederne.
Således falder grisenoteringen til 12,20 kroner for uge 52 og uge 1. Noteringen for søer står stille.
Det skriver Danish Crown i virksomhedens ugentlige markedsberetning torsdag.
- Vi har haft en god julehandel. Der er ydet en fantastisk indsats ude på fabrikkerne, så vi både har dækket hjemmemarkedets behov for flæskestege og samtidig evnet at levere de varer, som vores faste kunder i både Europa og globalt efterspørger, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
- I det nye år møder vi et noget andet marked. Udbuddet af grisekød i Nordeuropa vil fortsat være lavt, men det er eksporten ud af Europa desværre også, tilføjer han.
Asiatisk efterspørgsel halter efter
Efterspørgslen fra de normalt stærke og ret stabile markeder i Asien er lav i øjeblikket. Det er en kombination af svækkede valutaer og en tilbageholdenhed blandt forbrugerne på linje med det, vi har set det sidste halve år i Europa, som har sat sig i markedet.
- Vores kunder er meget tilbageholdende, fordi de er bange for at opbygge for store lagre, hvis forbruget virkelig sætter sig. I Kina er noteringer faldet med 30-35 procent siden den 1. november, fordi covid-19 har sat en stor del af samfundet i stå, og når Kina går ned i tempo, så smitter det af på aktiviteten i det øvrige Asien, siger Mads Stougaard.
Danish Crowns notering låses i to uger.
Udsætter 25.000 grise
Tilmeldingen til indeværende har ifølge slagterikoncernen været lidt større end forventet, og samtidig har slagtekapaciteten været udfordret af blandt andet sygdom på nogle af Danish Crowns slagterier. Det betyder, at der bliver behov for at udsætte ca. 25.000 grise til uge 52.
- Den forventede tilmelding til næste uge er af lavere karakter, men grundet julens helligdage forventes antallet af udsatte at stige til ca. 60.000 til uge 1, skriver Danish Crown om slagtesituationen.
For søernes vedkommende udsættes der 1.060 søer til uge 52. Anlægget i Skærbæk har også været udfordret af sygdom den foregående uge. Her forventes der også en lavere tilmelding til næste uge, og Skærbæk slagter også tirsdag til og med fredag. Det betyder, at der forventes ca. 950 udsatte søer til uge 1.