Regeringsgrundlaget og den grønne trepart rummer ambitiøse mål for mere natur og biodiversitet. Tiltagene forventes at skabe bedre levesteder for blandt andet vandfugle og hjortevildt.

For markvildtet er udfordringen en anden. Viber, lærker, agerhøns, harer og mange af landbrugslandets øvrige arter er også afhængige af føde og skjul i selve dyrkningsfladen. Derfor er der fortsat behov for flere insektrige småbiotoper, blomstrende arealer og naturstrukturer mellem markerne.

For når man taler om føde til agerhønsenes kyllinger, taler man i virkeligheden om insekter. De første to uger af en agerhønekyllings liv er afgørende. Hvis føden mangler, falder overlevelsen dramatisk.

Derfor er agerhønen mere end blot en jagtbar fugl. Den er også en indikator for biodiversiteten i det åbne land. Hvor der er mange agerhøns, er der som regel også mange insekter, blomster og andre arter.

Problemet er, at det danske landbrugsland har ændret sig markant gennem de seneste årtier. Småbiotoper som markskel og jorddiger er mange steder forsvundet. Konsekvensen er færre levesteder for de insekter, som markvildtet er afhængigt af.

Gevinster for mange arter

De kommende års naturindsats vil uden tvivl skabe gevinster for mange arter. Vådområder, skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde kan styrke biodiversiteten og forbedre forholdene for både vandfugle og større pattedyr.

Men det løser ikke nødvendigvis udfordringerne for markvildtet, medmindre der indgår en stor andel tørre og soleksponerede randarealer i lavbundsprojekterne.

For viber, lærker, harer og agerhøns lever ikke primært i skove eller vådområder. De lever midt i dyrkningsfladen, og på halvkulturarealer som forvaltes så de tilbyder de retter betingelser. Eksempelvis græsning med kvæg.

Derfor er der brug for flere insektrige levesteder mellem markerne. Flere blomstrende striber, flere levende hegn, flere kiler og små områder, hvor naturen får lov til at fylde lidt mere.

En god kyllingebiotop er ikke kompliceret. Det er et område med en åben vegetation, hvor sollys og varme kan nå ned til jordoverfladen, og hvor insekterne trives. Her kan hønen føre sine kyllinger rundt og finde den føde, de har brug for.

Grønalger som nødration

Ny forskning peger samtidig på, hvor presset situationen kan være. Undersøgelser viser, at agerhønekyllinger i områder med færre insekter i højere grad æder grønalger. DNA-analyser af kyllingernes ekskrementer har afsløret, at grønalger indgår overraskende ofte i kosten, særligt i mere intensivt dyrkede landskaber.

Måske fungerer grønalgerne som en slags nødration, når insekterne er svære at finde. Men det ændrer ikke ved det grundlæggende budskab: Kyllingerne er skabt til at leve af animalsk protein i form af insekter.

Heldigvis findes der løsninger. Erfaringer fra landmænd, der har taget mindre produktive kiler og markhjørner ud af drift, viser, at det både kan gavne naturindholdet og økonomien.

Hvis vi vil vende tilbagegangen for markvildtet, er konklusionen derfor enkel: Fremtidens naturindsats handler ikke kun om flere naturområder. Den handler også om flere insekter.