Får grisene det forventede foder?
- Multifasefodringsanlæg er ikke altid godt, påpeger svinerådgiver. Opfordringen lyder, at man holder øje med, om foderet ender der, hvor det skal.

Har du et multifaseanlæg, så hold øje med om foderet ender der, hvor det skal, lyder opfordringen fra Peter Mark Nielsen. Arkivfoto: Velas
I klima- og slagtesvinestalde vinder forskellige fasefodringsanlæg mere og mere frem, nogle skifter blandinger via et wiretræk, andre i optagestationen.
- Men fælles er, at det er vigtigt, at dyrene får det foder, som vi regner med.
Peter Mark Nielsen, svinerådgiver hos Velas deler i nyhedsbrevet »Trynekontakten« sine erfaringer på området ude fra staldene.
- Det lyder basalt, og selvfølgelig virker mekanikken da, som den skal, men for en uges tid siden oplevede jeg endnu engang, at det ikke virker, som det skal.
Lander blandingen i rette krybbe?
Peter Mark Nielsen uddyber nærmere, at der i den pågældende besætning anvendes hjemmeblandet foder, men i en periode er der brugt indkøbt startfoder.
- Jeg ville lave en sigteprøve af foderet, men da jeg sigtede foderet, kom der cirka 10 procent piller frem i melfoderet.
- Samtidig kunne jeg se en del melfoder i de automater, hvor der burde være piller. Det er lidt svært at sige noget om mængden, da der altid er noget smuld i pillefoder, lyder det fra rådgiveren.

Få sikkerhed med kontrolpunkter
Han peger videre på, hvorvidt det er et problem, at man bruger 10 procent dyrt startfoder til store grise, eller at de nyfravænnede får 10 procent slutfoder med 25 procent sojaskrå?
- Ingen af delene er godt, så har du et multifaseanlæg, så hold øje med om foderet ender der, hvor det skal. Foderopgørelsen afslører ikke nødvendigvis fejlen, men med nogle få kontrolpunkter kan det sikres, lyder det i meddelelsen fra Peter Mark Nielsen.