Erik Bredholt er ikke længere formand for Danish Crown, oplyser selskabet. Han afløses af den hidtidige næstformand, Asger Krogsgaard.
I kølvandet af den seneste debat i medierne blev det ganske klart, at Erik Bredholt ikke længere havde bestyrelsens opbakning til at stå i spidsen for Danish Crown, der nu også har skiftet formand.
Han afløses på posten af Asger Krogsgaard, der gennem en årrække har været næstformand for bestyrelsen i Danish Crown AmbA. Det oplyser slagterigiganten i en pressemeddelelse.
Erik Bredholt forlader Danish Crown efter næsten 12 år som formand. Formelt valgte han selv at trække sig, fordi han som tingene stod ikke så nogen anden løsning.
- På mødet var det tydeligt, at den udbredte holdning i bestyrelsen var, at Danish Crown fremover er bedst tjent med en anden formand end mig. I min tid i både Danish Crowns repræsentantskab og bestyrelse har det altid været centralt for mig at tage de rigtige beslutninger for Danish Crown. Men nu var samarbejdet i bestyrelsen kørt fast, og så er det rigtige for Danish Crown, at jeg udtræder med øjeblikkelig virkning, siger Erik Bredholt.
Den nye Danish Crown-formand, Asger Krogsgaard, er 56 år og valgt til Danish Crowns repræsentantskab i Vestjylland. Han driver en gård med både so-hold og slagtegrise ved Ringkøbing og leverer årligt omkring 70.000 slagtegrise til Danish Crown.
Formandsstop i DC er den rigtige beslutning og et stort skridt på vejen
Formand med solidt kendskab
Asger Krogsgaard blev valgt ind i Danish Crowns repræsentantskab i midten af 1990'erne og har siden 2003 været medlem af bestyrelsen i Danish Crown AmbA. Siden 2011 har han været næstformand, og sideløbende har han i en årrække været en del af Landbrug & Fødevarers formandskab.
- Jeg har et solidt kendskab til virksomheden og lang erfaring med organisationsarbejde. Selvom det ikke har ligget i kortene, at jeg skulle være formand for Danish Crown, ser jeg frem til at fortsætte det arbejde, vi sammen med den daglige ledelse har sat i gang for at genskabe vores selskabs evne til at betale en konkurrencedygtig pris for ejernes leverancer af slagtedyr, siger Asger Krogsgaard.
Asger Krogsgaard vil i første omgang være formand frem til de ordinære valg til Danish Crowns repræsentantskab og bestyrelse i december i år. Han forventes ligeledes valgt til formand for Danish Crown A/S på det førstkommende møde og vil indtræde i en række tillidshverv i sin egenskab af formand for Danish Crown.