Nærheden mellem so og pattegris kræver en helstøbt tilgang til reduktion af smittetryk. Specialkonsulent sætter i et nyhedsbrev fra fodervirksomheden Nutrimin fokus på sundheden i soholdet og ikke mindst på muligheden for at mindske smittetrykket i farestien.
Undersøgelser viser, at en sund so har en direkte indflydelse på den tidlige sundhed hos vores pattegrise. Det betyder, at vi skal tage hensyn til, hvordan soens sundhed og præstation påvirker hendes afkoms sundhed og præstation.
Det påpeger Palle Hemmingsen, der er specialkonsulent indenfor svin i et nyhedsbrev fra Nutrimin.
Mindsket smittetryk i farestien
Ifølge meddelelsen har forskning udført af Trouw Nutrition påvist, hvordan forekomsten af visse bakterier kan påvirke produktionsresultater i farestalden.
- Bakterier som Clostridium perfringens og Escherichia coli er meget udbredte og kan forårsage diarré hos vores pattegrise. Det er derfor vigtigt at finde måder at forebygge infektionerne fra disse bakterier hos vores søer, for således at mindske smittetrykket i farestien, påpeger specialkonsulenten.
En sund mikrobiel balance hos søerne
Palle Hemmingsen oplyser endvidere, at organiske syrer og fedtsyrer har vist sig at have antimikrobielle egenskaber i mavetarmkanalen, hvilket kan hjælpe med at holde bakterier under kontrol.
- En blanding af disse syrer har vist sig at være effektiv til at reducere niveauerne af Clostridium perfringens og E. coli hos søer, hvilket bidrager til at holde en sund mikrobiel balance hos søerne og således risikoen for infektion hos deres afkom, forklarer han og henviser til en undersøgelse på en stor svinefarm i Australien, der har vist, at tilskud af disse syrer til søer under drægtighed og laktation resulterede i en markant reduktion af Clostridium perfringens og E. coli hos pattegrisene.
Svingende kvalitet af høst 2023
- I en mere praktisk sammenhæng er det ikke overraskende, at vores erfaringer med at tilføje disse syrer til foderet til diegivende søer også har en positiv effekt i Danmark. Især efter den udfordrende høst i 2023 har vi set en stigning i antallet af Enterobakterier, der skaber problemer i staldene, ikke kun i farestalden for nyfødte grise, men også i klimastalden, påpeger specialkonsulenten i nyhedsbrevet fra Nutrimin.