Danish Crown kan bygge til i Kina
Manglen på svinekød i Kina kan i fremtiden få Danish Crown til at bygge endnu en fabrik i riget i midten.

Sådan så det ud, da første spadestik blev taget til Danish Crowns fabrik i Pinghu sidste år. Men det er ikke udelukket, at Pinghu-fabrikken får selskab af andre byggerier i Kina, siger Danish Crowns globale salgsdirektør Lars Albertsen. Foto: Danish Crown
Sidste år satte Danish Crown gang i byggeriet af den 17.000 kvadratmeter store forædlingsfabrik ved Pinghu i Shanghai-regionen i Kina.
Fabrikken, der er et led i den danske slagterigigants strategi på det kinesiske marked, kommer til at stå klar til sommer i år. Byggeriet kører således efter planen i den østkinesiske provins.
Men byggeriet, der kommer i en tid, hvor svineproduktionen i Kina har det svært på grund af afrikansk svinepest (ASF, red.), kan i fremtiden blive suppleret af mere dansk byggeri for på den måde at dække den store efterspørgsel efter svinekød i det enorme land. Det siger global eksportdirektør i Danish Crown, Lars Albertsen.
- Det kan blive konsekvensen af det, for der er ingen tvivl om, at de unge kinesere efterspørger fødevaresikkerhed og rene produkter, som vi jo er synonym med derude, siger han til Effektivt Landbrug.
Konkurrencedygtige
Lars Albertsen regner med, at produkterne fra den kommende fabrik vil være konkurrencedygtige på det lokale marked i Shanghai overfor de mange millioner mennesker, der bor der. Og det kan skabe behov for endnu en fabrik.
- Når vi har fået fabrikken i Pinghu i gang, og den forhåbentlig er blevet den succes, som den fortjener at blive, og ud fra det område, hvor vi har placeret os – i Shanghai-området, hvor der bor 82 millioner mennesker og en fabrik der kan lave 15.000-20.000 tons om året – skulle det være nemt at få afsat, og så tænker jeg ikke, vi kan udelukke, at der kan komme en fabrik mere til.
Han tilføjer, at en udvidelse af Danish Crowns fabriksaktiviteter vil afhænge af den nye fabriks evne til at generere et overskud på selskabets aktiviteter.
Efterspørgslen efter svinekød er enorm i Kina, på grund af de fortsatte problemer, som ASF skaber. I en prognose fra hollandske Rabobank forventes den kinesiske beholdning af svinekød at gå ned med op til 35 procent.