For at kunne opgøre tab i forbindelse med smitte med den nye PRRS-variant fra sidste år søger Seges Svineproduktion produktionsdata fra ramte besætninger.
SVINESYGDOM I sommer blev cirka 40 besætninger smittet med en ny PRRS-variant, som var spredt fra Hattings Ornestation i Horsens.
Efterfølgende er der blevet rapporteret om stigende pattegrisedødelighed, reproduktionsproblemer og endda døde søer.
For at kunne dokumentere, hvad smitte med den nye PRRS-variant koster, samler Seges Svineproduktion produktionsdata fra de smittede besætninger.
- Vi har indtil videre indgået aftale med 15 besætninger om deling af data, siger afdelingsleder og specialedyrlæge Charlotte Sonne Kristensen i en meddelelse på svineproduktion.dk.
- Vi håber selvfølgelig, at de sidste besætninger ønsker at dele deres data med os, så vi kan blive klogere på, hvad omkostningerne i forbindelse med den nye PRRS-variant er, tilføjer hun i den forbindelse.
Allerede nu viser data fra de første besætninger, at der er tale om store tab.
- Vi har opgjort data fra tre af besætningerne to-tre måneder før og efter smitte, og der er pattegrisedødeligheden steget med en faktor 1,8 til 3,9, siger Michael Groes Christiansen, erhvervsøkonom i Seges.
For svinebedrifter smittet med PRRS fra ornestationen og som ønsker at dele data kan Charlotte Sonne Kristensen kontaktes på telefon 24631682.
cab